De første fly med turister er så småt begyndt at lette fra Danmark igen, efter vi i over et år primært har holdt os på egne breddegrader på grund af coronapandemien. Men vi bør overveje, hvordan vores ferier fremover kan gøres mere bæredygtige, mener en professor.

»Rejsebranchen tjener godt på, at vi rejser langt væk. Vi får at vide som forbrugere, at de gode oplevelser ligger langt væk, og så er selve rejsen til og fra destinationen ikke så stor en oplevelse. Men der findes jo masser af eksempler på, at transporten kan være netop det,« siger Flemming Sørensen, der er professor ved Roskilde Universitet og forsker i turisme.

Han fremhæver for eksempel cykelferie, vandreture eller visse typer af togrejser som eksempler på, hvordan transporten kan være en del af oplevelsen.

Flemming Sørensen har for nylig sammen med en kollega skrevet en artikel på Forskerzonen.dk omkring, hvordan man bedst muligt holder en bæredygtig ferie.

Resultaterne er blevet til på baggrund af interview med 30 danske eksperter fra turistbranchen.

Flemming Sørensen mener ikke, man kan fremhæve et enkelt råd som det vigtigste, men at flere ting er nødsaget til at være i spil:

»Man kan ikke sige én ting; du har ligesom en værktøjskasse, du kan arbejde med: Det vil sige, at du for eksempel kan flyve mindre, holde én lang ferie frem for flere korte, bruge tog og bus samt bæredygtig overnatning som for eksempel en green key-ordning,« siger han og tilføjer:

»Der er jo ofte lidt en tendens til, at man siger, at det første sted, man skal sætte ind, er at holde op med flyve. Men hvis du tager fem bilferier til Tyskland eller Frankrig hvert år, så er man måske lige vidt,« siger professoren.

Tag hellere en lang rejse om året, end flere små, hvis du vil rejse bæredygtigt.
Tag hellere en lang rejse om året, end flere små, hvis du vil rejse bæredygtigt. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

At rejse bæredygtigt er en tendens, som ifølge forskerne er vokset de senere år, i takt med at klimaudfordringer har fået mere opmærksomhed, og at der er kommet fokus på, hvor meget CO2 der udledes fra flyindustrien.

»Så er der måske opstået et nyt fokus – også blandt turisterne. Der er kommet en bevidsthed om, at de valg, man træffer i hverdagen, har indflydelse på verden,« siger Flemming Sørensen.

Der er endnu ikke forskning, der kan dokumentere, om coronapandemien så vil få os til at rejse mindre i fremtiden.

Til gengæld ved forskerne fra litteraturen, at mange turister har en tendens til at »give los«, når de forlader hverdagen.

Krydstogt er ikke nødvendigvis en bæredygtig måde at rejse på, siger professor Flemming Sørensen.
Krydstogt er ikke nødvendigvis en bæredygtig måde at rejse på, siger professor Flemming Sørensen. Foto: Louise Leth-Espensen
Vis mere

»Der er en tendens til, at man skal have lov til at ødsle, når man rejser, også selvom man har en bæredygtig tilgang til tilværelsen,« siger professoren.

Foruden flyrejser er også krydstogtskibe på listen over rejseformer, der ikke er særligt bæredygtige.

Krydstogtskibe udleder således 18 gange så mange partikler som 2,5 millioner danske personbiler, viser et studie fra 2019.

»Det er jo en form for hurtig turisme, hvor du ofte tager et fly hen til den destination, du skal sejle fra, og hvor man ofte er ét sted ad gangen i kort tid. Det er en meget forbrugerorienteret form for turisme. Men vi er da begyndt at se, at der udvikles teknologier, så skibene er mindre forurenende, og man producerer mindre affald,« siger Flemming Sørensen.

I faktaboksen herunder kan du finde seks gode råd til, hvordan du bedst holder en bæredygtig ferie.

God ferie, når du kommer så langt.