»Der var mange, der før coronapandemien havde den opfattelse, at det ville skabe distance, fordi man ikke kunne mærke hinanden online. Men under corona har vi set, at det kan man godt, og den læring hænger ved.«

Sådan siger chef for koncept- og sundhedsudvikling i Danica Pension Camilla Thind Sunesen.

Udtalelsen kommer i kølvandet på nye data fra pensionsselskabet, som viser, at andelen af online psykologhjælp nu for første gang nogensinde overgår andelen af fysisk psykologhjælp.

Før coronavirus ramte Danmark i 2020, var Danica Pensions andel af online psykologtimer i 2020 på under fem procent i forhold til fysiske konsultationer.

Men i starten af 2022 udgør andelen af online psykologhjælp for første gang halvdelen af al psykologhjælp.

Tendensen fortsætter, lang tid efter at corona er stoppet med at holde folk hjemme, melder pensionsselskabet.

»Det er en udvikling, der er accelereret med kæmpe speed. Vi har fået fjernet nogle af de bekymringer, folk måtte have,« siger Camilla Thind Sunesen.

En af årsagerne til, at flere søger hjælp online, kan være, at det for mange er nemmere rent logistisk at afholde en konsultation online, fordi de sparer transporttid.

Samtidig kan de være i gang med samtalen inden for kort tid på et fleksibelt tidspunkt af døgnet.

Til sammenligning kan der være over 12 ugers ventetid på en psykolog, hvis man bliver henvist gennem det offentlige system.

Selv svære tilfælde som for eksempel mennesker med social angst og PTSD kan ifølge Camilla Thind Sunesen have mere gavn af at sidde derhjemme foran en skærm, fordi de ikke skal ud blandt andre mennesker for at komme hen til psykologen. Det kan i sig selv skabe svære følelser.

Er man kunde hos Danica Pension med adgang til en online sundhedspakke, behøver man ikke lave en skadesanmeldelse eller at have fået en henvisning af egen læge for at få lov til at booke en samtale med en psykolog.

Det har formentlig også været medvirkende til den stigende interesse blandt kunderne.

»For mange er det en stor ting at melde en skade eller bede en læge om en henvisning. Men når man kan booke online, så får man fjernet den barriere. Det er ikke lige så ‘farligt’ som at anmode om at komme til en psykolog fysisk,« siger Camilla Thind Sunesen.

Pensionsselskabet, der har omkring 800.000 kunder, oplever desuden, at man af samme årsag langt tidligere opfanger folk, der har det svært og dermed i højere grad kan undgå sygemelding fra jobbet.

Camilla Thind Sunesen anerkender dog også, at det ikke er alle, der har gavn af en online psykologsamtale sammenlignet med den fysiske samtale.

»Nogle kan opleve en følelse af distance, og det skal man selvfølgelig være opmærksom på. Hvis ikke psykologen ret hurtigt får grebet den følelse, kan det skabe en tilbageholdenhed for klienten. Og så er der dem, for hvem det tekniske kan være svært,« siger hun.

Endelig kan det også være sværere for psykologen at aflæse kropssprog. Til gengæld bliver behandleren mere opmærksom på, hvad klienten så siger:

»De oplever, at høresansen bliver skærpet, og det kan opveje det, der går tabt i kropssproget,« siger hun.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar på tendensen fra Dansk Psykolog Forening.