800 ville blive fyret i midt juli.

Den melding fik medarbejderne hos Danish Crown-slagteriet i Sæby i april.

Nu, knap halvanden måned senere, er der kommet overblik over, hvor mange afskedigelser der bliver i alt.

Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse torsdag.

Byrådet og det politiske udvalg blev onsdag aften orienteret om, at 691 medarbejdere vil miste deres job.

»Jobcentret er allerede langt med forberedelserne, for selvom vi indtil nu ikke har kendt det eksakte antal og typen af medarbejdere, så ved vi, det er en stor opgave, når så stor en virksomhed lukker.«

»Derfor er vores samarbejde med andre jobcentre, Det Regionale Arbejdsmarkedskontor og det lokale erhvervsliv rigtig vigtigt«, siger Rikke Albrektsen, direktør i Frederikshavn Kommune med ansvar for blandt andet jobcentret.

Beslutningen om at lukke slagteriet blev taget på et ekstraordinært møde 19. april.

Antallet af grise til slagtning i Danmark er faldet med mere end ti procent det seneste år, hvorfor Danish Crown står med en overkapacitet på 300 millioner kroner, lød det.

Meldingen kom som et chok for flere, herunder borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen.

En del af det kommende samarbejde mellem jobcentre, Det Regionale Arbejdsmarkedskontor og det lokale erhvervsliv indebærer en ekstern jobmesse og en uddannelsesmesse i samarbejde med nordjyske uddannelsesinstitutioner.