Der blev spist kransekage og sunget »Der er et yndigt land.

Vordingborg Kommune holdt onsdag den første grundlovsceremoni, hvor syv udlændinge uden at give håndtryk til borgmesteren - den regel havde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) suspenderet på grund af faren for coronasmitte - fik dansk statsborgerskab.

Men nu viser det sig, at de syv personer alligevel ikke kan kalde sig danske statsborgere. Det skriver Sjællandske.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har oplyst Vordingborg Kommune, at Mattias Tesfaye ikke på egen hånd kan suspendere kravet om håndtryk.

Det skal som alle andre love igennem tre behandlinger i Folketinget.

»Det er bureaukrati. Et håndtryk kan da ikke afgøre, om man er dansker eller ikke dansker,« lyder det hovedrystende fra 67-årige Jørgen Werner Bosse fra Jungshoved, der var én af de syv som fik tildelt dansk statsborgerskab.

Borgmester Mikael Smed (S) ærgrer sig over, at der går politik i den på Christiansborg.

»Vi er i en særlig situation, hvor man ifølge sundhedsmyndighederne ikke må give håndtryk. Der er nogle, som har ventet op til tre et halvt år på at få dansk statsborgerskab. Jeg synes, at man skal imødekomme, at de er danske statsborgere,« siger Mikael Smed.