»Ha, ha. Det var lige godt satans! Det havde jeg godt nok ikke regnet med.«

Sådan lød reaktionen fra 72-årige Linda Kania fra Nykøbing Falster, da B.T. i oktober sidste år overbragte hende nyheden om, at Skatteministeriet og et politisk flertal på Christiansborg ville bane vejen for, at arvinger alligevel skal have tilbagebetalt den ejendomsskat, deres afdøde har betalt for meget siden 2011.

Linda Kania er langtfra alene. Arvingerne i hele 23.000 dødsboer vil nu få tilbagebetalt den ejendomsskat, som deres afdøde har betalt for meget. Det oplyser Skatteministeriet nu – et år senere – til B.T.

Samlet kan tilbagebetalingen løbe op i et trecifret millionbeløb.

Linda Kania, 72 år, er af de mange tusinde arvinger, der efter B.T.s afdækning af sagen nu får tilbagebetalt den ejendomsskat, som deres afdøde pårørende uretsmæssigt blev opkrævet i årevis.
Linda Kania, 72 år, er af de mange tusinde arvinger, der efter B.T.s afdækning af sagen nu får tilbagebetalt den ejendomsskat, som deres afdøde pårørende uretsmæssigt blev opkrævet i årevis. Foto: Dennis Olsgaard.
Vis mere

Det er penge, som staten havde tænkt sig at beholde under låg, indtil B.T. i en række artikler sidste efterår afdækkede sagen og påviste fejl i Skatteministeriet (se grafisk fremstilling af fejlen i slutningen af artiklen).

Skatteminister Morten Bødskov siger i dag:

»Det gode er, at det nu er muligt at åbne de her dødsboer, så ikke blot de boligejere, der stadig er i live og har betalt for meget i skat, kan få deres penge tilbage, men nu også arvingerne i lukkede dødsboer, hvor der ellers ikke var udsigt til, at de kunne åbnes.«

Linda Kanias mor døde i 2019 98 år gammel og havde siden 2011 betalt cirka 15.000-20.000 kroner for meget i ejendomsskat som følge af Skats pilskæve og alt for høje ejendomsvurdering af hendes hus.

»Jeg synes, det var unfair, at staten bare havde tænkt sig at beholde pengene. Det var jo ikke min mors skyld, at de har været så længe om at nusse med det her i systemet,« siger Linda Kania i dag.

For at forstå, hvorfor Linda Kania og arvingerne i de 23.000 andre dødsboer nu får tilbagebetalt den ejendomsskat, som deres afdøde pårørende har betalt for meget, skruer vi lige tiden tilbage:

Historien er kompleks og begynder helt tilbage i 2013.

Her rettede Rigsrevisionen og statsrevisorerne en sønderlemmende kritik mod Skat for at lave pilskæve ejendomsvurderinger, der betyder, at hundredtusindvis af danskere har betalt for meget i ejendomsskat siden 2011.

Især huse i Udkantsdanmark er overvurderede. Ejerne har derfor i åresvis betalt for meget i ejendomsskat. Nu får arvinger tilbagebetalt den ejendomsskat, deres afdøde pårørende har betalt for meget.
Især huse i Udkantsdanmark er overvurderede. Ejerne har derfor i åresvis betalt for meget i ejendomsskat. Nu får arvinger tilbagebetalt den ejendomsskat, deres afdøde pårørende har betalt for meget. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

For at rette op på skandalen besluttede et bredt politisk flertal i november 2016, at boligejerne skal have pengene tilbagebetalt, når de nye og mere retvisende ejendomsvurderinger er klar.

Det bliver de efter gentagne udskydelser frem mod 2024.

Og det er ikke småpenge, boligejerne skal have tilbage. 715.000 boligejere skal have i alt cirka 14 milliarder kroner tilbage.

I gennemsnit svarer det til cirka 19.500 kroner, og forudsat at arvingerne får det gennemsnitlige beløb, vil arvingerne i de 23.000 dødsboer få tilbagebetalt i alt cirka 450 millioner kroner.

I efteråret 2016 slog Skatteministeriet i et notat til forligspartierne bag ejendomsvurderingsloven ellers fast, at det slet ikke var 'praktisk muligt' for skattevæsenet at tilbagebetale de mange millioner til arvinger i afsluttede dødsboer.

Op på ministeriets anbefaling stemte et bredt politisk flertal – alle partier undtagen Enhedslisten – det igennem som en ændring af ejendomsvurderingsloven i foråret 2017.

Men i efteråret 2020 gik B.T. i en række artikler ind i sagen og påviste fejl i Skatteministeriets notat fra 2016. Det fik Skatteministeriet til at genvurdere sagen, og nu kan og vil skattemyndighederne udbetale pengene til de mange tusinde arvinger, siger skatteminister Morten Bødskov:

»Jeg har meget stor respekt for B.T.s journalister. Der er kun en ting at sige: Vi bliver hele tiden klogere.«

Han tilføjer:

»Jeg er glad for at kunne sige, at hvor det tidligere ikke kunne lade sig gøre, har vi nu fundet en løsning, som vi arbejder på.«

Morten Bødskov tør endnu ikke sætte en præcis dato på, hvornår arvingerne har fået deres penge, men han forventer, at tilbagebetalingen vil være sket senest i 2024.

I regeringens spritnye lovkatalog for 2021/2022 fremgår det, at Skatteministeriet vil ændre ejendomsvurderingsloven og dødsboskatteloven i denne folketingssamling.

Det er dog endnu for tidligt at sige, om Skatteministeriets løsning vil kræve en lovændring, eller om udbetalingerne kan ske på baggrund af en bekendtgørelse eller lignende, oplyser ministeriet til B.T.

»Jeg har én interesse, og det er, at det bliver så nemt som overhovedet muligt for alle involverede parter – ikke mindst arvingerne – at få udbetalt pengene,« siger Morten Bødskov.

Tilbage i Nykøbing Falster glæder Linda Kania sig over, at pengene nu endelig er på vej:

»Det er da fedt.«

Her kan du se den afgørende fejl, som B.T påviste, og som fik Skatteministeriet til at vende på en tallerken.