De seneste dage har B.T. kunnet fortælle om store mængder af urenset spildevand, som løber direkte ud i Odenses natur.
Den afdækning har nu fået Odenses by- og kulturudvalg til at bede om et notat fra forvaltningen, der tydeliggør problemets omfang. Det bekræfter rådmand, Christoffer Lilleholt (V).
»Udvalget har bedt forvaltningen om et notat, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag,« siger han.
Og spørger man udvalgsmedlem for Enhedslisten, Søren Freiesleben, så frygter han det værste, når notatet kommer retur.
»Første skridt i det her er at få redegørelsen. Men vi er meget ambitiøse omkring den her sag i Enhedslisten, og det virker til, at udvalget og borgmesteren er det samme,« siger Søren Freiesleben og fortsætter:
»Ingen har interesse i, at det her overløb af urenset spildevand skal fortsætte.«

Tal fra Miljøstyrelsen viser, at det på i alt 110 lokationer i Odense løber over med urenset spildevand, som blandt andet indeholder stofferne kvælstof og fosfor. Stoffer, som kan have en betydelig negativ påvirkning på liv og omgivelser for fisk, planter og dyr.
Christoffer Lilleholt fortæller i den forbindelse, at overløbet af urenset spildevand ikke er nye informationer for udvalget. Man har godt været klar over, at det er et problem.
»Vi er udmærket klar over, at kloaknettet i Odense er af ældre dato, og derfor forsøger vi også hele tiden at arbejde på bedringer,« siger Christoffer Lilleholt og tilføjer:
»Vi kan også bare konstatere, at regnmængderne har været stigende de seneste år, og at det er kommet over et niveau, vi kan håndtere.«
For når vandmængderne når over at vist niveau, så vil det helt naturligt løbe over – der er simpelthen ikke den rette kapacitet i Odense Kommunes kloaksystemer. Nu gælder det så for forvaltningen om at pege på, hvor meget spildevand, der er tale om, og hvad forvaltningen tænker om den mængde.
»Vi kan bare konstatere, at der kommer til at være mere og mere vand, som Odense skal håndtere. Og det vand skal jo væk på en fornuftig måde,« afslutter Christoffer Lilleholt.

