Over de seneste dage har B.T. kunnet fortælle, hvordan dokumentaren om uhelbredeligt kræftsyge Henrik Lykke Dam er blevet til.

Efter at have set forløbet igennem og undersøgt B.T.s spørgsmål har TV 2 valgt at fjerne dokumentaren.

Det fortæller chefredaktør for TV 2 Play Nyhederne og Echo Marie Louise von Holstein.

»Efter at have undersøgt sagen igen har vi fundet ud af, at dokumentaren ‘Familiefar snyder døden’ ikke lever op til de journalistiske standarder, vi har på TV 2. Derfor trækker vi den tilbage,« lyder det i en mail.

I dokumentaren følger man terminalpatient Henrik Lykke Dam, der får eksperimentel behandling i Tyskland af radiologen Thomas Vogl.

Ifølge Henrik Lykke Dam er behandlingen den eneste grund til, han stadig trækker vejret. Behandlingerne koster 29.000 kroner per gang, og de bliver udført en gang om måneden.

Det er en høj pris, men ikke så høj, at man ikke vil betale den for mere tid med sine børn, forklarer Henrik Lykke Dam, der indtil videre har betalt 1,3 millioner kroner, i dokumentaren.

Problemet er, at der ikke er nogen evidens for, at behandlingerne virker.

Faktisk blev netop dr. Vogls behandlingsmetode undersøgt af Cochranecenter i 2009, hvor man konkluderede, at metoden i bedste fald var virkningsløs og i værste fald skadelig for patienten.