En brand udviklede sig torsdag i sidste uge i en lejlighed i Nykøbing.
Det resulterede blandt andet i, at lejlighedens beboer, en79-årig mand, måtte reddes ud. Nu har politiet fundet brandårsagen.
Det skriver TV Midtvest.
»Det viste sig, at komfuret i køkkenet var tændt på fuldt blus, så i samråd med vores teknikere er vi kommet frem til, at det må være årsagen,« siger politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted, Henrik Jensen, om branden.
Han uddyber, at varmen fra et tændt komfur kan være så voldsom, at det kan antænde, hvis der er brandbart materiale i nærheden.
Den 79-årige blev fundet bevidstløs på gerningsstedet, og kom efterfølgende i behandling for sine brandskader på Rigshospitalet.
Han er ifølge mediet nu 'i væsentlig bedring'.
