Flere butikker døjer med besøgende, der stjæler og skaber uro, i stedet for at købe ind.

Trusler, tyverier og uro om aftenen har fået en Fakta-butik i København til at ændre åbningstiderne.

Normalt har discountbutikken Fakta på Frederikssundsvej 123 i Brønshøj åbent indtil klokken 21, men for at sikre personalet vil butikken i hvert fald i denne måned lukke klokken 18.

Det bekræfter salgsdirektør i Fakta, Jens Romundstad, over for Berlingske, efter at TV2 Lorry netop har beskrevet, hvordan butikkens personale gennem længere tid har oplevet det som utrygt at arbejde i aftentimerne.

Ifølge Berlingskes oplysninger er det flere unge mænd, der står bag uroen.

»Der er ret så belastende forhold i forhold til at drive butik. Der har været uro, tyveri og trusler. Det er en sensitiv situation, og lige nu har vi fokus på at skabe tryghed og hjælpe vores medarbejdere,« siger han.

Sagen har allerede fundet vej til Christiansborg, hvor såvel Lars Aslan Rasmussen (S) som Peter Skaarup (DF) har bedt justitsministeren tage stilling til den.

Det er langtfra første gang, at butikker kæmper med at håndtere kunder, der hellere vil stjæle, true og skabe uro end at købe ind.

For to år siden klagede en butikschef i en DøgnNetto – også i Brønshøj – offentligt sin nød over, at han og personalet stod magtesløse over unge mænds hærgen, og at de ikke fik den fornødne hjælp fra politiet.

Alene en enkelt lørdag aften stjal de unge mænd for 6.000 kroner.

Året forinden, i 2015, valgte Dansk Supermarked helt at lukke en Netto-butik ved Bispehaven i Hasle i Aarhus. Det skete bl.a. med henvisning til 'for meget tyveri, hærværk og varer, der simpelthen bare forsvinder'.

Samtidig blev åbningstiden i fire Netto-butikker på Vestegnen indskrænket fra klokken 22 til klokken 20 med henvisning til, at 'omfanget af kriminalitet mod butikkerne i de udsatte områder er tiltagende, og det bliver grovere'.

Direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK) John Wagner beskriver, hvordan flere af butikkerne organiseret i DSK i udsatte områder er plaget af tyverier, mens nogle butikker, som omtalt i Berlingske, døjer med egentligt organiseret tyveri.

»Vi har ikke hørt om nogle af vores butikker, der har indskrænket åbningstiderne på grund af ballade. Men vi har butikker, der er begyndt ikke at have kontanter om aftenen, efter at det er blevet muligt,« fortæller han.

Ifølge LIDL er der ikke butikker, der af hensyn til sikkerheden har indskrænket åbningstiden.

Til gengæld er der vagter »i en håndfuld butikker«, som det hedder, af hensyn til såvel kunder som ansatte.

Tidligere har en 7-Eleven i Kokkedal set sig nødsaget til at holde mindre åbent pga. problemer. Det stoppede dog i 2017, og i dag er der ingen 7-Eleven-butik i Danmark med indskrænket åbningstid pga. utryghed.

Efter at Dansk Supermarked i 2015 drejede nøglen om til Netto-butikken i Hasle i Aarhus, genopstod den som en KIWI-butik, men er i dag SPAR-købmand drevet af købmand Habib Mozien.

Han fortæller, at der ikke længere er problemer i butikken. Der er, som han ser det, ikke flere problemer i hans butik, end der er i SPAR-butikker, som de er flest.

Ifølge ham hænger det ikke mindst sammen med, at personalet afspejler beboersammensætningen i Bispehaven, hvor de fleste har udenlandsk baggrund.

»Vi har ansatte med 10 forskellige nationaliteter. Vi er en del af lokalområdet, vi kender området, og det betyder rigtig meget,« mener han.