AP Pension beskyldte i et brev arbejdsskadet thybo for at svindle og smed hende ud af forsikringsdækning, men selskabet tvinges nu til at genoptage kvinden.

Uden at vide det er en arbejdsskadet kvinde næsten blevet hovedperson i et helt tv-program. Konsulenter fra AP Pension har over fire dage hemmeligt filmet Kristina Krabbe Brønager. De har blandt andet optaget hende, da hun forlod sin arbejdsplads, mens hun kørte bil, under tankning på en benzinstation, da hun hentede barn, og mens hun købte ind.

Det skriver Fagbladet 3F.

AP Pension brugte optagelserne til at påstå, at den 33-årige svindlede. Selskabet hævdede, at hun havde løjet om, hvor medtaget hun var efter en arbejdsulykke. Derfor smed selskabet hende ud af forsikringsdækningen.

Men nu er AP Pension selv kommet i klemme. Ankenævnet for Forsikring afviser, at Kristina Krabbe Brønager har handlet på en måde, der giver ret til at ekskludere hende. Nævnet pålægger derfor selskabet at genoptage hende.

»Det er vildt ubehageligt, at de har filmet mig skjult. Jeg har intet opdaget og ingen anelse haft om det,« siger Kristina Krabbe Brønager.

Den arbejdsskadede kvinde hørte først om de hemmelige optagelser, da AP Pension sendte hende et brev. Her ville de have hende til at skrive under på, at hun opgav at få udbetalt en invalidesum fra selskabet.

Hvis ikke hun gjorde det, truede selskabet med at gå til politiet. De nævnte også, at alle de oplysninger, som de havde samlet i sagen, kunne gå videre til andre personer, myndigheder og selskaber.

Kristina Krabbe Brønager nægtede at skrive under. I stedet kontaktede hun advokat Charlotte Marie Schmidt Christensen fra Storm Advokatfirma i Aalborg. Sammen klagede de til Ankenævnet for Forsikring.

Det er mindst tredje gang i 2018, pensions- og forsikringsselskaber benytter overvågning til uretmæssige angreb på kunder og medlemmer. AP Pension har været med i to af de tre sager. Selskabet har tidligere benyttet oplysninger fra løbeappen Endomondo til at stoppe udbetalinger til en kvinde.

Charlotte Marie Schmidt Christensen fortæller, at hun i sit arbejde som advokat gennem de seneste år har oplevet en udvikling i, hvilke metoder i form af overvågning og lignende,som forsikringsselskaber – over en bred kam – benytter i forbindelse med deres sagsbehandling.

»Det betyder for den skadelidte, at man skal være endnu mere opmærksom på de forskellige klagemuligheder, der findes, når man får et afslag på udbetaling af erstatning eller godtgørelse fra sit forsikringsselskab,« siger Charlotte Marie Schmidt Christensen.

Kristina Krabbe Brønagers ulykke skete, mens hun arbejdede som støber på Bach Composite Industry i Hurup. En cirka 75 tung rulle med plastfolie faldt ned på hendes højre skulder. Hun fik smerter og nedsat bevægelighed i sin nakke og skulder.

Hun var sygemeldt en periode og endte med at blive fyret. Siden har hun været i genoptræningsforløb og virksomhedspraktikker. I dag er hun i fleksjob på en mindre vinduesfabrik i Thy med ni timers arbejdstid om ugen.

Kristina Krabbe Brønager var dækket af en forsikring i AP Pension, der giver ret til et éngangsbeløb på 495.000 kr., hvis hendes arbejdsevne varigt nedsættes med mindst 2/3. Det er de penge, hun har hun kæmpet for at få udbetalt.

Ankenævnet slår fast, at hendes helbred er påvirket af ulykken. Men nævnet skønner samtidig, at hendes arbejdsevne ikke er nedsat med hele 2/3. Derfor er AP Pension i første omgang sluppet for at udbetale.

Men Kristina Krabbe Brønager og hendes advokat overvejer nu at gå til retten. Med ni timers arbejde om ugen arbejder hun under 1/4 af normal arbejdstid.

AP Pension afviser ligesom i Endomondo-sagen at fortælle, hvorfor selskabet griber til overvågning og efterfølgende angreb på deres kunder. Selskabet vil kun til Fagbladet 3F oplyse, at de stiler efter at følge branchens kodeks og lovgivningen.