En talsmand for Ruslands præsident Vladimir Putin reagerer nu på DRs afsløring om russiske spionskibe.

I DR-dokumentaren Skyggekrigen, som er lavet sammen med den norske tv-station NRK, svenske SVT og finske Yle, kommer det frem, at Rusland bruger spøgelsesskibe til at kortægge kritisk infrastruktur i nordiske farvande.

I tilfælde af en krig mod Vesten er eksempelvis havvindmølleparker, strøm- og internetkabler samt gasrørledninger oplagte mål for sabotage.

»I tilfælde af en konflikt mod Vesten er de parate og ved, hvor de skal sætte ind, hvis de ønsker at lamme det danske samfund,« siger kontraspionagechef Anders Henriksen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) til DR.

Men Dmitrij Peskov, talsmand for det russiske præsidentkontor, reagerer nu på oplysningerne i dokumentaren med at udtale, at der ikke er hold i historierne fra DR, NRK, SVT og YLE.

»Medierne fra de pågældende lande tager fejl i deres konklusioner. Endnu engang vælger de at skyde skylden på Rusland uden nogen grund,« siger Peskov til det russiske nyhedsbureau Tass.

Han udtaler også, at de nordiske journalister bag dokumentaren bruger ressourcerne forkert.

»Vi ville foretrække, hvis medierne brugte mere tid på terrorangrebet på Nord Stream-rørledningerne. Der er et behov for en gennemsigtig, omgående og bred international efterforskning af det her uhørte terrorangreb og sabotage,« siger Putins talsmand til Tass.