Politiets Efterretningstjeneste, PET, er ikke tryg ved en række kinesiske kameraer og overvågningsteknologi, som er opsat mange steder i landet.

Det kunne TV 2 Østjylland fortælle tirsdag, da de offentliggjorde, at over 300 af disse kameraer fra kinesiske Hikvision hænger alene i Aarhus.

Ifølge mediet skriver PET til Rigspolitiet, at de er bekendt med flere 'konkrete sårbarheder' ved netop to specifikke kameraer fra producenten Hikvision.

Nu viser det sig, at Region Hovedstaden også benytter sig af disse kameraer. Det viser en aktindsigt, som B.T. er i besiddelse af.

For ifølge aktindsigten har Region Hovedstaden opsat 72 kameraer fra Kina, hvoraf 71 er fra det omdiskuterede Hikvision.

Og det er et problem, hvis man spørger regionsrådsmedlem og formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab Thomas Rohden (R).

»Jeg synes, at det er godt, at det er kommet frem. For det er ikke noget, som er blevet delt nogen steder, men er kommet frem via en aktindsigt. For det er en virksomhed, som ser ud til at have problemer med sine kameraer.«

Thomas Rohden.
Thomas Rohden. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Man skal lave de ting, som er nødvendige for at få bod på dette. Jeg har nu bedt forvaltningen om at kortlægge antallet af kameraer fra Hikvision og Dahua i Region Hovedstaden. På baggrund af denne optælling vil vi i Radikale Venstre stille forslag om at nedtage alle kameraer, der på nogen måde kan kompromittere danskernes sikkerhed,« lyder det fra Thomas Rohden til B.T.

Det er ikke kun de danske myndigheder, som har vurderet disse kameraer til at være sårbare. I USA og Storbritannien har man i 2020 bandlyst brugen af disse kameraer.

Ifølge The Guardian viser det sig, at virksomhedens kameraer er blevet brugt til at overvåge og benytte ansigtsgenkendelse af uighurer og andre muslimske minoriteter i Kina, som er tilbageholdt i såkaldte interneringslejre.

Kina-eksperter i USA har også peget på bekymringen blandt amerikanske efterretningstjenester om, at kameraerne kunne blive brugt af kinesisk efterretningstjeneste til at spionere eller indsamle data fra personer uden for Kina.

Region Hovedstaden understreger dog, at man følger de råd, som man får fra andre myndigheder.

B.T. vil gerne have spurgt Region H, om man er bekymret for brugen af disse kameraer, og om man vil gøre noget i forhold til sikkerhedsvurderingen fra PET – for eksempel at tage disse kameraer ned. I stedet skriver regionen følgende i en mail:

»I Region Hovedstaden har vi naturligvis fokus på, hvilke løsninger vi vælger at benytte os af, for eksempel også når det gælder sikkerhedskameraer. Vi er derfor i løbende dialog med relevante parter og myndigheder omkring risici samt mulighederne for at imødegå disse,« skriver vicedirektøren i Center for IT og Medicoteknologi, Carsten Nørgaard, i mailen.

Andre læser også