En invitation til 'puttemiddag' på Lyngby Handelsgymnasium Knord, hvor en gruppe udvalgte piger fra første årgang på skolen bliver tituleret 'liderlige' og opfordret til at ikke at 'have hår på kussen' til festen, fik tirsdag eftermiddag konsekvenser.

Festen er aflyst og en gruppe drenge, der står bag, er blevet sendt hjem til en såkaldt 'skriftlig partshøring'. Det fortæller Pernille Bogø Bach, der er rektor på handelsgymnasiet, til B.T.

»Jeg har haft en gruppe drenge på besøg, og de aflyser selvfølgelig festen, og de forstår nu situationens alvor og vil skrive undskyld til de her piger. Drengene er sendt hjem til en skriftlig partshøring, for vi har en forvaltningslov, der skal overholdes. Man er ikke dømt, før man er hørt,« fortæller hun.

Pernille Bogø Bach vil ikke komme nærmere ind på, hvor mange drenge, der er sendt hjem, eller hvor lang tid de er uønskede på skolen.

En skriftlig partshøring indebærer, at drengene sendes hjem og så hver især skal vende tilbage med deres version af sagen. Herefter vil rektoren vurdere, om der skal være en sanktion, og i så fald hvad den skal indebære.

Da B.T. fik nys om den kontroversielle invitation, sendte en journalist en mail til rektoren, hvori der blev spurgt til, hvordan gymnasiet ville håndtere puttefesten. Det er nu den mail, der endte med at få Pernille Bogø Bach på sporet af drengene.

»Jeg læste din mail op til en samling i dag, og jeg gentog, at jeg ikke kunne forstå, hvordan det virkelig kunne være rigtigt, når jeg havde sagt min klare mening om det arrangement, og så begyndte det stille og roligt at rulle ned til mig,« siger hun.

Da hun så endelig fandt 'de skyldige' var hun ikke i tvivl om, hvad der skulle ske.

»Der vil være en sanktion, hvis man ikke har opført sig ordentligt. Man skal tænke sig om to gange, før man siger eller skriver noget,« siger rektoren.

B.T. har den seneste uge bragt en række artikler om 'puttemiddage' på særligt Rungsted Gymnasium. Her fik afsløringerne også i går konsekvenser.