Det er en nedslået og en utilfreds redaktion, som har hovedkontor på Rådhuspladsen.

Ekstra Bladet har nemlig tirsdag meldt ud på et møde, at man har igangsat en spareplan, hvor 22 medarbejdere forlader Ekstra Bladet fra årsskiftet.

Og det er langt fra noget, som medarbejderne og tillidsmand Jimmi Willemoes er tilfredse med.

»Medarbejderne er dybt utilfredse. Men de er også desillusioneret. Folk er kede af det og frustreret over beslutningen om at så mange skal forlade arbejdspladsen,« siger han og fortsætter:

»Der er i alle tilfælde tale om frivillige fratrædelsesordninger, men det var noget, som vi fik forhandlet igennem. Jeg tror de fleste medarbejdere ser det som, at de berørte reelt ikke havde noget valg. Så derfor er man jo kede af det herinde og mange er frustreret over, at mange gode kollegaer forlader bladet til nytår.«

Det er ikke mange dage siden, at Ekstra Bladet havde nedlagt arbejdet i protest mod en spareplan, der vil koste 15 personer jobbet, den spareplan er som bekendt blevet mere omfattende, så det nu er 22 mennesker.

Men det er ifølge Jimmi Willemoes ikke på tale denne gang.

»Vi har lige haft et medarbejdermøde i dag. Jeg er sikker på, at der var folk, som var klar på det, men det var ikke et samtaleemne, om vi skulle nedlægge arbejdet igen.«

Men derimod er der flere i virksomheden, som ikke kan se en sammenhæng mellem, at man for nyligt har udvidet ledelsen, mens man så skiller sig af med mange almene medarbejdere, siger Jimmi Willemoes.

»Der var røster i salen, som mente, at der var en skæv fordeling af besparelserne, når der var så mange journalister, der forlader os, og så lidt på chefniveau. Det er helt sikker noget, som mange har noteret sig.«

»For mit eget vedkommende har jeg prøvet af redde så mange som muligt, men det er ikke gået så godt, dog bedre end udgangspunktet. Vi har reddet lidt og flyttet ledelsen på nogle punkter. Men desværre er resultatet stadig, at 22 forlader og det er stadig et stort slag.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra ansvarshavende chefredaktør Knud Brix, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

I alt er det op mod 200 års erfaring, som ryger den 1. januar.

»Det er folk, som man har kendt et helt arbejdsliv. Der er virkelig mange års anciennitet, som ikke længere er en del af EB. Der er en hel masse viden, som forsvinder i et hug. Hele sekretariatet, som skulle overdrages til Wunderkind, der er ingen der kommer med der. Alt der hedder redigering, layout og eb-udtryk. Det forsvinder jo.«

»Vores redaktion i Aarhus mister 4 ud af 7 medarbejdere. Planen var 5 ud af 7, men vi fik reddet den ene. De har siddet med egne stofområder til en redaktør i København, men det betyder noget for dem der er tilbage. Der er ikke meget redaktionelt miljø tilbage.«

Det er ikke kun Ekstra Bladet, som skal skille sig af med medarbejdere.

Som det ser ud nu, mister 40 medarbejdere i JP/Politikens Hus enten deres job eller bliver flyttet til en underleverandør.

I koncernen Berlingske Media har B.T. også valgt at lukke deres printavis og nedlægge storbyredaktionerne, hvilket også har kostet job.