Et faldende ansøgertal får nu Københavns Professionshøjskole til at lukke en af to læreruddannelser i hovedstaden.

Det skriver Københavns Professionshøjskole i en pressemeddelelse.

Det er Campus Nyelandsvej på Frederiksberg, som står over for en lukning i sommeren 2026. Her skal de to læreruddannelser samles på Campus Carlsberg på Vesterbro.

Anne Vang Rasmussen, som er rektor på Københavns Professionshøjskole, kalder det en "vemodig, men også rigtig beslutning".

- Vi har igennem en længere årrække oplevet et faldende ansøgertal til læreruddannelsen, så det er ikke længere holdbart at have to læreruddannelser i hovedstaden med mange ledige studiepladser, siger hun i pressemeddelelsen.

Antallet af lærerstuderende har været faldende i en årrække.

I 2018 var der i alt 3657 lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole. Heraf var 1065 studerende indskrevet på uddannelsen på Campus Nyelandsvej.

Syv år senere - i 2025 - er det samlede antal lærerstuderende på professionshøjskolen faldet til 2646, lyder det. Heraf læser 648 på Frederiksberg.

Dermed er det samlede antal lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole faldet over 27 procent på syv år. På Frederiksberg alene er antallet faldet knap 40 procent.

Ifølge Københavns Professionshøjskole har mange lærerstuderende i dag undervisning på begge uddannelsessteder.

/ritzau/