»Hjem-Is!« »Hjem-Is!«

Alle børn og barnlige sjæle ved, hvad det betyder, når den velkendte klokke ringer i kvarteret:

Så holder den blå isbil på gaden med fristende tilbud til fryseren. 

Sådan har det været i nu 47 år, men nu er det snart slut. 

Men bare rolig.

Isbilen kommer stadig forbi, men navnet bliver et andet. 

Fremover vil den blå bil nemlig hedde »Fråst,« og i lasten er meget andet en vafler og isbåde. 

»Fråst er Hjem-IS og Hjem-IS er Fråst,« skriver firmaet bag bilerne på sin hjemmeside. 

»I 47 år har vi leveret is og mad direkte til dig fra vores isbiler, og det bliver vi ved med under det nye navn. Klokken er den samme, medarbejderne de samme og isene, ja de er også de samme. Men navnet er nyt og det er vores ambitioner også,« skriver Hjem-Is, som nu altså hedder Fråst. 

Det betyder, at du nu ikke bare kan købe is, men også lasagne, risotto og pizza fra is- eller rettere sagt frostbilerne. 

»Når du fremadrettet hører den velkendte klokkelyd klimte ude fra vejen, mødes du af en FRÅST-bil med det nye sortiment ombord og Hjem-IS. Og jeg kan allerede nu røbe, at vi har flere måltider på vej fra andre køkkener end det italienske, »siger Torben Meng, som er Nordic General Manager hos FRÅST i en pressemeddelelse.