Gem nu den mobil væk og hold øje med dit barn! Meldingen er klar fra den tyske livredderforening efter en sommer, hvor mere end 300 personer er druknet alene i Tyskland. Foreningen, der med 40.000 frivillige livreddere er verdens største, mener simpelthen, at der er en direkte sammenhæng mellem forældrenes brug af mobiler og børn, der kommer i knibe i vandet.

»Alt for få forældre og bedsteforældre følger rådet om, at gemme mobilen væk, når deres børn og børnebørn er i vandet,« siger livredderforeningens talsmand Achim Wiese ifølge the Guardian.

Og det er ikke kun ved strande og badesøer, forældrene glemmer at holde øje med ungerne. Svømmepølen bliver i høj grad også brugt som en slags pasningstilbud.

»Tidligere brugte forældre og bedsteforældre mere tid med deres børn i svømmepølen. Men stadig flere forældre har kun blikket rettet mod mobilen og ikke øje med deres børn,« siger Peter Harzheim, som er en del af German Federation of Swimming Pool Supervisors.

Modelfoto. Det er ikke et af de børn, der var i livsfare på de danske strande, som ses på billedet her.
Modelfoto. Det er ikke et af de børn, der var i livsfare på de danske strande, som ses på billedet her.
Vis mere

Tidligere på sommeren kom danske livreddere også med en opsang uopmærksomme forældre: Pas nu på jeres børn, når I er på stranden.

I løbet af blot et par dage havde Trygfonden Kystlivrednings livreddere nemlig reddet flere børn, der var i livsfare i vandet - uden at forældrene var i nærheden.

»Det kan ikke siges ofte nok. Børn må aldrig bade uden opsyn af voksne, og selvom forældrene tror, at de holder øje med børnene fra stranden, så ser vi ofte, at mobiltelefonen, avisen eller snak med andre distraherer dem,« sagde chef for drift og sekretariat i Trygfonden, Anders Myrhøj, som bl.a. nævner en ulykke, hvor en pige blev fundet livløs i en badesø i Albertslund efter badning uden opsyn.

Han understregede, at livreddernes opgave er at træde til, hvis uheldet er ude på de danske strande - ikke at agere børnepassere, mens mor og far surfer på deres mobiltelefoner.