Et underskud på en halv million kroner fra årets festival gør, at Esbjerg Rock Festival lukker og slukker.

»Det er naturligvis med stort vemod, at vi er nødt til at tage denne beslutning, men omstændighederne gør, at vi ikke ser andre forsvarlige valgmuligheder,« siger bestyrelsesformand Carsten Agerbæk i en pressemeddelelse.

En af årsagerne til, at festivalen må lukke, er, at der er store omkostninger forbundet med at drive og afvikle en festival.

Desuden var der simpelthen ikke nok gæster, og det medførte det store underskud.

Festivalen havde derfor søgt om økonomisk støtte, så de kunne fortsætte næste år.

Men kommunen ville ikke give dem økonomisk håndsrækning, og derfor står arrangørerne nu i den situation, at de bliver nødt til at lukke.

»Vi var udfordrede af andre festivaltilbud og en lang række gratis musiktilbud i Esbjerg og omegn, men det er ikke lykkedes at finde de nødvendige midler til at komme videre, derfor står vi, hvor vi gør nu,« siger Carsten Agerbæk.

Ifølge JydskeVestkysten er 2018 første år, festivalen blev afviklet uden Søren Højberg som festivalens officielle bagmand.

Tilbage i 2017 fik festivalen blandt andet kritik for ikke at turde satse fuldt ud på rockmusik, selvom navnet ellers lægger op til netop dette.