Edis Adilovic stod klar for enden af hospitalssengen med svedige håndflader.

Han skulle nemlig være den, der tog imod den lille krop, der om lidt ville blive presset ud i verden af sin kæreste Mathilde.

Adrenalinen pumpede gennem kroppen. Lige før havde han rendt rundt på hospitalsstuen i Odense og hentet saft, sørget for, at der var mad og gjort sit ypperste for at hjælpe til.

'Hvad hvis jeg taber hende,' nåede Edis at tænke. Men inden tankerne for alvor blev for store, fik Edis sin lille datter i armene, og et væld af lykkelige følelser væltede ind over ham.

Da den lille familie kom hjem fra hospitalet, kunne Edis mærke en anden følelse melde sig midt i forelskelsen i sin datter.

Det gik op for ham nu, at der ikke blev taget særlige hensyn til ham under fødslen. Det var jo trods alt ikke ham, det handlede om.

Men alligevel havde Edis været nervøs for, hvordan personalet på fødestuen ville reagere, når de så, at han var blind.

»For første gang i mit liv følte jeg, at jeg blev behandlet præcis, som jeg forestiller mig, enhver anden kommende far bliver behandlet,« siger Edis.

33 år med lave forventninger
Inden fødslen havde Edis faktisk gruet ved tanken om fødslen. Han havde stort set kun hørt historier om, hvor malplaceret fædre kunne føle sig under en fødsel. 'Det er jo trods alt ikke én, der skal føde et barn'.

»Jeg havde virkelig en følelse af, at fødslen bare var noget, der skulle overstås. Jeg var bange for, at de ville sige: ‘Her er stolen. Hvis du tager plads her, så klarer vi resten’ eller at de ville være bange for, at jeg ville falde over en stol,« fortæller Edis.

Men heldigvis kom de tanker aldrig til at holde stik. I stedet blev Edis en aktiv del af fødslen.

»Der var jo ikke noget med: 'Har du lyst til det her?'. Det var bare noget, der skulle gøres. Hele den respekt for, at jeg er et voksent menneske, der kan være med, var bare storslået,« siger Edis.

Edis har i sine 33 år oplevet, at folk generelt først ser hans handicap, før de ser ham. Fordommene møder ham også i helt almindelige hverdagssituationer.

Et eksempel var en dag for et par måneder siden, hvor Edis skulle have en tømrer på besøg.

»Jeg gav ham hånden, og så spurgte han, om jeg kunne se noget. Jeg fortalte, at jeg er blind, og så sagde han: 'Nå, det er da flot, at du kunne finde min hånd, da vi hilste',« siger Edis og fortsætter:

»Jeg har også oplevet det meget under jobsøgning. Der føler jeg ofte, at jeg skal være ekstraordinær. For det kan godt være, at jeg er god til det, jeg laver, men så skal jeg konkurrere med én, der kan se, og så føler jeg, at jeg skal være endnu dygtigere. Der er enorme fordomme om, hvad du kan, når du har et handicap.«

Derfor sidder oplevelsen fra fødestuen ekstra meget i ham.

»Det her med, at de havde de samme forventninger til mig, som de ville have til enhver anden i den her situation, var meget anderledes.« 

»Jeg har den holdning, at bare fordi du har et handicap, er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan så meget,« siger Edis.

Falske hensyn
Hele oplevelsen fra Odense Universitetshospital har fået Edis til at lave et opslag på LinkedIn med titlen 'En blind fars beretning fra fødegangen', hvor han deler sine varmeste tanker og anbefalinger til de jordemødre og andet personale, der var til stede, da hans datter kom til verden.

De tog ikke de velmenende, men unødvendige hensyn, som Edis ellers ofte oplever.

Gør du folk opmærksomme på, hvis de tager de her falske hensyn?

»Det gør jeg. For jeg synes også, det er mit ansvar. Vi har f.eks. lige haft forældregruppe for første gang, og her begyndte jeg med at præsentere mig selv, sige at jeg er blind og også sige, at alle spørgsmål er velkomne. Det afvæbner folk lynhurtigt, og det fungerer rigtig godt, synes jeg.«

Ifølge Edis tager mange også unødvendige hensyn, fordi de måske prøver at forestille sig, hvordan det mon må være at være blind.

»Det giver jo ikke mening for folk, der kan se, at forestille sig, hvordan det er at være blind. Jeg har trods alt 33 års erfaring med ikke at kunne se, så det ville være ligesom, hvis jeg skulle forestille mig at være døv,« siger Edis.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv