Mange studentervogne bliver i disse dage ofte mødt med lykønskninger og bilister, der markerer deres støtte ved at dytte. 

Det kan dog blive en dyr vane.

Ifølge Færdselsloven er bilhornet udelukkende til for at afværge og forebygge fare, og bøden for at bruge det i andre sammenhænge lyder på minimum 1000 kroner.

Politikommissær i Nordjyllands Politi Claus Kjær Pedersen henviser til, at hornet ikke er nødvendigt for at fejre studenterne:

»Man kan sagtens have en god fest uden at gøre noget ulovligt. Og bare fordi man er student, er det ikke mere tilladt sådan en dag som på alle andre dage,« fortæller han til TV 2 Nord.

Det kan måske være fristende at give lille dyt, når en flok lykkelige studenter suser forbi på vejene, men så skal man også være klar til at hoste op:

»Det kan godt være, at der er nogle, der er ligeglade med at få bøden. Men det er altså ulovligt,« siger Claus Kjær Pedersen.

Politikommissæren fastslår afslutningsvis, at politiet ikke har mulighed for at registrere samtlige færdselsforseelser, men derfor er det stadig ulovligt at dytte.