Dyreejerne skal huske at holde øje med deres dyr, selv om fokus nok er på coronavirus, lyder opfordring.

Hvis blot dyreejerne ringer først, er der intet i vejen for, at de kan få deres syge dyr tjekket hos en dyrlæge under coronaudbruddet.

Sådan lyder budskabet fra Den Danske Dyrlægeforening.

Derfor skal dyreejerne ikke være bange for at svinge forbi en dyrlæge.

- Hvis deres dyr er sygt, skal de ringe til dyrlægen. Og så skal de sammen med dyrlægen finde ud af, om det er noget, der skal behandles.

- Vi er lidt bange for, at folk kommer til at overse sygdommen hos deres dyr og ikke tør at tage til dyrlægen. Men de fleste dyrlæger har sørget for at lave foranstaltninger, som gør det sikkert at gå til dyrlæge, siger formand Hanne Knude Palshof.

Hun uddyber, at der bliver sørget for, at der ikke sidder for mange personer i venteværelserne. Hanne Knude Palshof påpeger desuden, at dyrlæger er vant til at sikre god hygiejne.

- Nogle klinikker har bedre plads end andre. Dem, der ikke har så god plads, kan sige: Vent ude i bilen, sig når I er kommet og holder derude med Fido.

- Så kommer der en sygeplejerske ud og henter hunden eller katten og kommer ud med den igen bagefter, siger Hanne Knude Palshof.

Hun siger, at dyrlægerne "overhovedet ikke" er bange for, at dyr kan blive smittet med coronavirus. Derfor kan de altså heller ikke smitte mennesker med virusset, lyder det.

/ritzau/