December er lige om hjørnet, så det er flæskesteg, and og brune kartofler også. 

Og det får nu veterinærkoncernen AniCura til at komme med et opråb til alle hundeejere. 

I en pressemeddelelse lyder det således, at dyrehospitaler hvert år får henvendelser i juletiden, hvor hunde har fået maveproblemer og forgiftningssymptomer. 

»I december ser vi hvert år en stigning i antallet af henvendelser fra hundeejere, der oplever, at deres hund har fået dårlig mave eller vist tegn på forgiftning,« siger chefdyrlæge, Hanne Friis, fra AniCura. 

Derfor opfordrer dyrlægen til, at man skal være opmærksom på, hvad man giver sin hund at spise i juledagene – nærmere, at man ikke skal forbarme sig, når de to øjne kigger tiggende ved julebordet.

»Rigtig meget julemad indeholder store mængder fedt, som hundes maver ikke er vant til at fordøje. Det kan være til akutte mave-tarmproblemer og bugspytkirtelbetændelse, som kan kræve indlæggelse og i værste tilfælde være livstruende,« uddyber Hanne Friis.

Videre advarer hun også om julekonfekt og chokolade, der indeholder stoffet theobromin, som kan give hunde alvorlige forgiftningssymptomer. 

Slutteligt anbefaler hun, at man kontakter sin dyrlæge, hvis hunden har spist noget, den ikke kan tåle.