Over hele landet bugner det med små killinger på Dyrenes Beskyttelses internater.

Der begyndte at komme flere og flere i april – og nu er der så mange, at der ikke længere er plads til dem.

»Her den sidste måned er det gået stærkt,« siger Karina Fisker, der er internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.

»Mange er nogle, der bliver fundet, og så kontakter folk os. De kan både være blevet indleveret i papkasser, poser og den slags, men nogle bliver også fundet løbende rundt uden at have fået foder længe.«

Dyrenes Beskyttelse modtager ikke vilde katte, så man sikrer sig, at de er tamme, før man tager dem til sig.

Det var i weekenden, organisationen først begyndte at efterlyse plejefamilier til nogle af de mange killinger, men der er langt fra kommet nok henvendelser til det løser problemet.

»Vi er meget glade for, at folk vil hjælpe, men vi har brug for endnu mere hjælp desværre,« siger Karina Fisker.

Hvis du kunne forestille dig at blive plejefamilie til en killing, så skal du helst kunne komme frem og tilbage mellem dit hjem og internatet på kort tid, hvis der nu skulle opstå sygdom eller andre problemer med killingen. Og så skal man selvfølgelige måtte have dyr, der hvor man bor.

»Man har dem til de er 12 uger gamle, og så skal de tilbage til internatet for at blive neutraliseret, øremærket og så videre,« siger Karina Fisker.

Ønsker man efterfølgende at adoptere killingen, så kan man ofte sagtens det, forklarer hun. Man kan også lade være.

Karina Fisker fortæller, at man i begyndelsen af juli havde cirka 2000 dyr i alt. Mange af dem var katte.

»Og lige nu kommer der killinger og katte ind hver dag. Det er dem, vi har flest af,« siger hun og uddyber, at der næst kommer kaniner og så hunde.

Karina Fisker ved selvfølgelig ikke med sikkerhed, hvorfor der er så mange ejerløse killinger. Men hun tror, det ofte er folk, der har anskaffet sig en kat, men ikke har den fået neutraliseret i tide.