Der var panik. Et forfærdeligt skrig. Det var dyremishandling.

Fredag 2. juli blev en norsk 26-årig kvinde ufrivilligt vidne til en oplevelse, hun ikke glemmer.

Hun så nemlig, at en såkaldt 'kebab-måge' blev fanget og tvangsfodret af to berusede mænd. En 'kebab-måge' er et slangudtryk, der bliver brugt i Tromsø i Norge for måger, der invaderer gader i jagten på madrester.

Ifølge Dagbladet sad hun og læste i en bog i Kirkeparken i centrum af Tomsø i Norge. Her kom to mænd, et sted mellem 20 og 30 år, gående med en pose øl i hånden.

»De kastede brød og mad på jorden, selvfølgelig for at tiltrække måger. Så får den ene fat i en af ​​mågerne, holder den med den ene hånd og åbner næbet og presser maden ned i fuglens hals med den anden,« siger hun til Dagbladet.

Den anden mand filmer hele seancen – efter sigende med et stort smil på læberne.

Dyremishandlingen varede ifølge kvinden i fem til seks minutter. Herefter slap fuglen væk, da ham, der holdte mågen måtte skifte tag.

Kvinden forlod parken og ringede til politiet på vej hjem. Hun var der ikke, da politipatruljen ankom, og det var de to eftersøgte mænd heller ikke.

Nu leder politiet efter to berusede mænd og beder om hjælp:

»For et par uger siden modtog politiet en video af en mand, der misbruger en måge i Kirkeparken. Videoen viser manden, der holder mågen og fylder mad i halsen på den,« skriver politiet på deres Facebook-side.

Videoen skabte en masse furore, da historien blev bragt af avisen Nordlys to dage senere.

Kvinden fik hug i kommentarfelterne for ikke at have kontaktet politiet.

Men ifølge Dagbladet var det præcis, hvad kvinden gjorde.

Det kom dog ikke i avisen, og på grund af de hårde kommentarer ønsker hun nu at være anonym.