Dyr kærlighed: Så mange dropper dates på grund af økonomi
Flere dates betyder flere udgifter. Overraskende mange har aflyst en date, fordi økonomien ikke rakte.

Flere dates betyder flere udgifter. Overraskende mange har aflyst en date, fordi økonomien ikke rakte.

Hele 32 procent af singler har prøvet at aflyse en date, fordi de ikke havde råd.
Og pludselig er dating ikke længere et spørgsmål om kemi, men også økonomi.
Det oplyser datingappen Happn i en pressemeddelelse, hvor virksomhedens seneste undersøgelser peger på en kedelig, voksende tendens, der kan spænde ben for singlers datingliv.
For jagten på den eneste ene kan være en dyr fornøjelse – særligt for manden kan regningen veje tungt.
Hele 61 procent af de adspurgte mener, at manden skal betale, når regningen ankommer på en date.
»Det ser ud til, at princippet om at være galant er ved at gøre comeback. På trods af ønsket om ligestilling mellem kønnene peger vores undersøgelse først og fremmest på et forsøg på at genoprette balancen i et økonomisk forhold, der opleves som ulige,« forklarer Claire Rénier, der er kommunikationschef hos Happn.
De stigende priser og inflationen gør tilsyneladende heller ikke situationen lettere i jagten på den eneste ene.
Men selvom 32 procent af singlerne har aflyst en date på grund af manglende økonomiske midler, har 53 procent af de adspurgte svaret, at økonomien ikke har forhindret dem i at mødes.
Og måske behøver jagten på kærlighed heller ikke at koste en formue – en gåtur rundt om søerne i København er trods alt en klassiker.