Flere gæster har fået sig lidt af et chok i BonBon-Land.
De har nemlig modtaget en parkeringsbøde, selvom de allerede har betalt for at stille bilen.
Det skriver TV2 Øst.
Gæsterne har nemlig betalt for et såkaldt guldkort, der både gælder som årskort og gratis parkering.
Og alligevel har de modtaget en bøde.
En af dem, der har fået flere bøder, er Karina Nielsen fra Gelsted i Herlufmagle.
Til mediet siger hun:
»Jeg vil sige, at det at modtage bøderne gjorde, at mine dage blev ødelagt. Sådan en besked påvirker mig.«
Hun har fået bøderne annulleret.
I Facebook-gruppen '4700 alt er tilladt' beretter andre om det samme problem.
De har været nødt til selv at reagere for at få bøden slettet, og selvom det har stået på igennem længere tid, sker det igen og igen.
Overfor TV2 Øst bekræfter BonBon-Land, at der har været problemer med samarbejdspartneren, Simplytures, der står for parkeringssystemet ved parken, og at man arbejder på at få løst problemet hurtigst muligt.
