De fleste af os kendte hans karakteristiske jyske stemme, som gennem flere årtier tonede frem i tv-reklamerne. 'Go'daw,' sagde han og kiggede os direkte i øjnene. 'Jeg hedder Lars Larsen.'

Nu har han stukket dig sit sidste gode tilbud. Stemmen er forstummet. Dynekongen Lars Larsen er død. 71 år gammel. Efter kort tids sygdom.

Det var i midten af juni 2019, at nyheden om, at Lars Larsen var syg, kom frem.

Han var ramt af leverkræft. En meget sjælden og alvorlig kræftform, som ofte ikke kan behandles, kun lindres. Tilmed havde kræften spredt sig i hans krop.

Lars Larsen foran et Jysk Sengetøjslager i januar 1988.
Lars Larsen foran et Jysk Sengetøjslager i januar 1988. Foto: Ulrich Borch
Vis mere

'Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie,' fortalte Lars Larsen åbent og ærligt i en pressemeddelelse.

For måske første gang måtte hans livsværk fortrængte førstepladsen på prioritetslisten.

»Jeg skal bæres ud. Det (Jysk, red.) er jo ikke bare mit arbejde, det er også min hobby. Det er mit barn, og det forlader man ikke sådan lige. Og jeg elsker det hver dag,« sagde han i et interview med B.T. i 2017 og fortsatte:

»Selvfølgelig kan man blive syg og gammel og dø, men den tid, den sorg. Jeg lever i nuet.«

Lars Larsen i Jysks hovedsæde.
Lars Larsen i Jysks hovedsæde. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Nu er han båret ud. Dét fighter-gen, der var så kendetegnende for hans liv og virke, måtte give op over for den aggressive sygdom.

Det var et på alle måder bemærkelsesværdigt liv, der rindede ud. Et liv, som Lars Larsen næppe selv havde kunnet forestillet sig, da han voksede op i Thy som det yngste af fire børn.

Uden en far og med en mor, som havde alvorlige psykiske problemer og jævnligt truede sine børn med at begå selvmord, var næsten hver dag en kamp for overlevelse.

Moderen var – beskrev han i selvbiografien 'Go'Daw, jeg hedder Lars Larsen' – 'en meget syg og nedslidt kvinde' med 'evige smerter i hoved, krop og sågar i sjælen'.

Han fortalte videre, hvordan det ofte skete, at børnene vågnede om natten og opdagede, at deres mor var væk, og de på deres små ben måtte sætte en større eftersøgning i gang.

'Somme tider fandt vi hende i vand til halsen i Nessund, som ligger cirka fem kilometer fra Hurup. Eller også lå hun på jernbaneskinnerne – og ventede på tog. De kom gudskelov ikke på den tid af natten.'

Moderens skrøbelighed måtte de fire børn for enhver pris holde hemmelig. Deres største frygt var at blive sendt på børnehjem og blive splittet for alle vinde.

Heller ikke i skolen fandt han tryghed. Her blev han mobbet og kaldt både 'lille-Lars' og 'fattig-Lars'.

Lars Larsen, Jysk Sengetøjslager ved sit hjem i Sejs ved Silkeborg med Silkeborgsøerne som nabo. (foto ernst van norde/BT)
Lars Larsen, Jysk Sengetøjslager ved sit hjem i Sejs ved Silkeborg med Silkeborgsøerne som nabo. (foto ernst van norde/BT) Foto: ERNST VAN NORDE
Vis mere

Højden kunne han ikke gøre meget ved. Men fattig var ikke et ord, man kunne kalde Lars Larsen, der ved sin død var den fjerderigeste mand i Danmark med en formue på 35 milliarder kroner.

»Jeg skal måske takke de der møgunger, der drillede mig i gamle dage,« som han jokede i et interview med TV2 i 2018.

For det var ifølge ham selv mobningen, der fik hans fighter-gen – og dermed også hans forretningsimperium – til at vokse sig stort og stærkt.

Ligesom hans stemme var kendt af stort set alle danskere, var også historien om, hvordan han startede i lære hos en dyne- og madrasforhandler i Thisted, hvordan han i 1979 åbnede sin egen første butik, hvordan han i 1998 var nået op på 500.

Lars Larsen ses her ude på Pro Am-runden dagen før starten på golfturneringen Made in Denmark på Silkeborg Golf Klub, onsdag 29. august 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Lars Larsen ses her ude på Pro Am-runden dagen før starten på golfturneringen Made in Denmark på Silkeborg Golf Klub, onsdag 29. august 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dén historie fortalte han i selvbiografien  'Go' Daw, jeg hedder Lars Larsen', som han i 2004 brugte 15 mio. kr. på at uddele til samtlige danske husstande. Og som stadig er at finde digitalt på firmaets hjemmeside.

Siden bogen udkom, nåede Lars Larsen med sin snusfornuftige og jordnære forretningssans op på mere end 2.600 butikker i over 50 lande.

Han kaldte med stolthed 'Jysk' sit barn. Et barn, han for enhver pris ville værne om.

Derfor vakte det også opsigt, da han for nogle år siden offentliggjorde sit testamente, som slog fast, at godt nok var familien sikret i alle ender og kanter, men det var Jysk også.

»Det kan da godt være, at mine børn eller børnebørn ville sælge, men det kan de ikke, for det er med i mit testamenter, at det skal gå i arv fra generation til generation,« sagde han til B.T. om den konstruktion, der skulle sikre, at hans livsværk ikke gik til grunde i stridigheder eller fristelsen at sælge til en udenlandsk kapitalfond.

»Jeg er dansker til fingerspidserne,« sagde han stolt.

Men Lars Larsen var også familiemenneske til fingerspidserne.

Selv om han måske ikke var dén far, der var allermest til stede for sine to børn, Jacob og Mette, var det familiens bundsolide fundament, som han og hans succes hvilede på.

Her ses Lars Larsen med sin hustru, Kristine Brunsborg, da de som gæster var med til festaften i Musikhuset i Aarhus, da dronning Margrethe i 2015 fyldte 75 år.
Her ses Lars Larsen med sin hustru, Kristine Brunsborg, da de som gæster var med til festaften i Musikhuset i Aarhus, da dronning Margrethe i 2015 fyldte 75 år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Min kære hustru og elskede har en stor del af æren for, hvad Jysk er i dag. For jeg har turdet mere end i mange andre ægteskaber, fordi jeg ubetinget havde frit lejde,« som dynekongen sagde i DR-portrættet 'Sådan blev jeg Lars Larsen' om hustruen Kristine Brunsborg, som han blev gift med i 1971.

Såvel hun som sønnen, Jacob, har da også arbejdet i Jysk, mens datteren Mette er kvægavler i Nordjylland.

Jordnær, beskeden og ydmyg var tillægsord, man med rette kunne bruge om Lars Larsen. Og at de ikke blot var spil for galleriet, gav DR's portrætudsendelse 'Sådan blev jeg Lars Larsen' indblik i.

Godt nok boede 'Købmanden' – som han blev kaldt af sine ansatte – i en villa ud til Silkeborg Sø, men udsigten var det mest prangende ved milliardærens hjem.

»Jeg har de goder, jeg synes, jeg fortjener. Det vil jeg blive ved med, og det må mine børn og børnebørn da også,« sagde Lars Larsen til B.T. om formuen, der ikke blev klattet væk.

Trods 35 milliarder på kistebunden var det mest ekstravagante, som han havde flottet sig med, en golfbane i Himmerland, halvdelen af et privatfly, et feriehus på Mallorca og et hus i Sydfrankrig.

»Jeg har nok på kistebunden til mig og til de næste generationer. Det er ikke vigtigt for mig, hvor meget der er. Bare der er nok,« fortalte han videre.

Og der er nok til de næste mange generationer, som ud over børnene Jacob og Mette tæller børnebørnene Christine, Christian, Søren og Line.

Dronning Margrethe ses her med Lars Larsen, da hun og prins Henrik besøgte Jysks dengang nye store domicil ved Uldum.
Dronning Margrethe ses her med Lars Larsen, da hun og prins Henrik besøgte Jysks dengang nye store domicil ved Uldum. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men Lars Larsen er der ikke længere mere af.

I sit alt for korte liv var han Jysk med hud og hår. Og spurgte man ham, hvad han var mest stolt af i sit liv, var det da også relateret til Jysk. Nemlig dengang virksomheden kunne kalde sig Leverandør til Det Kongelige Danske Hof.

»For en bonderøv som mig var det stort. Og det er det stadigvæk,« sagde Lars Larsen til B.T. og fortalte med stolthed i stemmen, at den nu afdøde prins Henrik købte dyner, puder og madrasser til vinslottet i Cayx.

»Jeg kender en, der havde spurgt prinsen om, hvorfor han købte tingene i Jysk, hvorefter prinsen havde svaret: 'De har nogle gode priser.' Og det kan jeg sådan set godt lide – at kongehuset er lidt prisbevidste.«

Dét gjorde ham mere stolt end at blive kåret til 'ridder af første grad', som han blev i 2017.

For som han sagde: »Det er jo sjældent, at jeg er nogen steder, hvor man skal have kors og bånd og stjerner på.«

Til gengæld drømte han til det sidste om, at Jysk skulle blive lige så stort et brand som Ikea og McDonald's.

»Måske når vi det ikke helt, men når man rækker ud efter stjernerne, får man til gengæld ikke skidt på fingrene.«

Lars Larsen rakte efter stjernerne. Nu befinder han sig iblandt dem.