Suzuki-Torben, med det borgerlige navn Torben Ohlsen Jensen, bliver dybt rystet, da han hører om detaljerne i anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen, der mandag er kommet frem i pressen. 

»Det er forfærdiget. Jeg er så trist over det,« siger han.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, er den tidligere minister blandt andet tiltalt for at have været i besiddelse af 6242 billeder og 2231 film med seksuelt overgrebsmateriale med børn.

Han er også tiltalt for at være i besiddelse af en børnesexdukke, der var opskåret i skridtet og kunne styres elektronisk.

Torben Ohlsen Jensen, bedre kendt som Suzuki-Torben. Privat

»Det er så klamt, at det slet ikke er til at forstå,« siger Suzuki-Torben, der før anklageskriftet kom frem, også udtalte sig om sagen

Han har kendt Henrik Sass Larsen siden barnsben, men de har ikke længere kontakt til hinanden i dag.

Venskabet blev landskendt, da Henrik Sass Larsen i 2011 måtte vinke farvel til en ministerpost i Helle Thorning-Schmidts regering på grund af sit venskab til Suzuki-Torben, der dengang var Bandidos-rocker.

Søndag valgte den 58-årige tidligere minister selv at gå ud offentligt i en pressemeddelelse og fortælle om sagen. 

Den tidligere minister og folketingspolitiker for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen er tiltalt for at besidde omfattende overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han nægter sig skyldig i alle anklager mod ham.

Der er endnu ikke berammet, hvornår sagen skal for retten.