»Du får min umiddelbare reaktion,« siger Birgit S. Hansen.
Borgmesteren i Frederikshavn Kommune trækker vejret dybt, før ordene kommer. Ordene, der beskriver den katastrofe, kommunen netop er blevet ramt af:
»Jeg er både vred, skuffet og ked af, at Sæby har trukket det korte strå i Danish Crowns slagterisammenlægninger,« lyder det herefter fra den Socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn Kommune.
Ordene kommer kort efter, at slagterigiganten har offentliggjort, at slagteriet i Sæby lukker.
800 mister deres job.
I en by med omkring 8.800 indbyggere.
»Jeg er så rørt over situationen. Slagteriet er en stor del af Sæbys identitet. Det kan ikke underdrives. Kommunen og borgerne har altid bakket op om slagteriet og stået på pinde for Danish Crown. Derfor er vi helt uforstående over for beslutningen,« siger borgmester Birgit S. Hansen.
Hun understreger, at det ikke kun er en katastrofe for Sæby – men for hele regionen.
»Jeg tænker først og fremmest på de ansatte og deres familier i denne situation. Det er en uforståelig beslutning, og lukningen er et kæmpe tab for borgerne, for byen og for hele Nordjylland,« siger Birgit S. Hansen.
Slagteriet har ligget i Sæby i over 100 år, og det er Nordjyllands største slagteri.
Birgit S. Hansen har haft slagteriet helt inde under huden, idet både hendes far, morfar og mormor har arbejdet der.
Men i uge 29 – midt i skolernes sommerferie – lukker og slukker slagteriet endegyldigt.
»Vi skal nu værne om de ansatte og deres familier. Vi stiller som kommune sammen med de andre kommuner i regionen op med alt, hvad vi kan for at støtte de ansatte og finde nye muligheder for dem,« siger borgmesteren, som er tydeligt berørt af slagterilukningen.
Birgit S. Hansen er dog bevidst om, at der venter en svær opgave med at finde et nyt job til de mange slagterimedarbejdere.
Grænsende til umulig.
»Man kan ikke bare opstøve 800 nye arbejdspladser her i Nordjylland. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,« siger hun.
Danish Crown fremhæver, at koncernen forventer at ansætte op mod 450 nye medarbejdere i alt på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans ved Sønderborg inden for det næste halve år, idet en del af den produktion, der i dag finder sted i Sæby, fremover skal ske på Danish Crowns andre slagterier.
Men det er ikke noget, borgmesteren i Frederikshavn Kommune kan bruge til ret meget.
»Vi vil gerne beholde de mange gode mennesker og borgere her i kommunen og vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem med at finde et nyt job her i området,« siger Birgit S. Hansen.
