Først var det spøgelset Teresa Fidalgo, der truede med at slå dine nærmeste ihjel - nu er det så dukken Robert.

Kædebeskeder blandt unge er meget aktuelle lige nu, og nu kommer en af forældrene med et opråb.

12-årige Julie Jørgensen kontaktede selv B.T. søndag og fortalte, at hun havde modtaget en kædebesked, der havde skræmt hende.

I den besked stod der nemlig, at hvis hun ikke sendte beskeden videre til 20 andre, så ville spøgelset Teresa Fidalgo sove ved hendes side resten af livet.

Nu har Julie så modtaget endnu en kædebesked. Den er anderledes og langt mere direkte i sit sprog.

Forfatteren af teksten præsenterer sig selv som en hjemsøgt dukke med navnet Robert. Hvis ikke beskeden bliver sendt videre til 15 andre, får det ifølge teksten konsekvenser.

‘Hvis du ikke tager et screenshot af denne besked og sender den til 15 personer inden 24 timer, vil jeg starte med at dræbe din mor, så din far og søskende, hvis du har det, og til sidst dig.’

Den besked får Julies mor, Grethe Jørgensen, til at sige ‘nok er nok’. Hun er træt af, at hendes datter skal modtage sådan nogle falske beskeder.

Her er den første besked, som Julie modtog søndag.
Her er den første besked, som Julie modtog søndag. Foto: Julie Jørgensen
Vis mere

»Jeg synes, at det er forfærdeligt, at man prøver at skræmme børnene på den måde,« siger hun til B.T.

»Det må simpelthen stoppe nu. Julie står og skal på ferie til Tyrkiet med sin far, og så bliver hun skræmt af de her beskeder og tænker: ‘Hvad nu hvis de gør noget mod min mor, mens jeg er væk'.«

Julie ved godt, at beskeden er falsk, men den tekst fik alligevel hårene til at rejse sig på hendes arme og starte en bekymring.

»Den her besked er mere uhyggelig end den anden besked. Det er specielt på grund af det der med, at de vil dræbe mine forældre. Den er meget mere direkte,« siger Julie.

Ifølge Pernille Hviid, der er lektor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, så er det logisk, at Julie bliver skræmt.

»Det kan have de samme virkninger på børn, som vi som voksne selv møder, når vi får en besked, der kan virke katastrofal og truende for os (eksempelvis om private økonomiske forhold). Børn er ikke så meget mere anderledes end voksne,« siger hun.

»Folk kan handle i panik, og når man modtager sådan nogle beskeder, hvor dem man holder af er i fare, kan fantasien løbe af med os, så længe det er skræmmende nok,« forklarer Pernille Hviid.

Hun fortæller også, at børn og unge omkring Julies alder jo godt er klar over, at dukker ikke kan slå folk ihjel, men logikken kan forsvinde, når man bliver skræmt.

En del af den seneste besked, som Julie Jørgensen har modtaget.
En del af den seneste besked, som Julie Jørgensen har modtaget.
Vis mere

»Den rammer jo plet i forhold til, hvad der kunne være det værste i dit liv. At du mister din familie. Der tror jeg, at vi alle har en tanke ud over fornuft,« siger Pernille Hviid.

Julies mor, Grethe, opfordrer nu til, at man får de kædebeskeder stoppet, inden for mange børn bliver skræmt og får delt flere af beskederne.

»Det er derfor, at man nu skal lave et opråb til alle forældre om at tale med deres børn om de her beskeder, og at de er falske,« siger hun.

»Der er rigtig mange forældre, som ikke er opmærksomme på problemet, og det er afgørende, at de bliver det, fordi de er nøglen til at stoppe det. Mange sender det jo videre, fordi de selv er skræmte,« siger Grethe Jørgensen.

Pernille Hviid mener også, at snakken mellem børnene og forældrene er afgørende for at løse situationer som skræmmende kædebeskeder.

»Det er rigtig vigtigt med et tillidsforhold mellem børnene og voksne, så der kan blive kommunikeret omkring disse situationer,« siger hun.

»De fleste voksne har oplevet skræmmende mails og sms’er, så det burde ikke være svært for dem at relatere til, hvad børn oplever, når de modtager beskeder som disse,« forklarer Pernille Hviid.

Hun forklarer desuden, at familiernes samtaler om beskeder som disse og e-mails kan være være med til at støtte børns udvikling af en mere kritisk sans over for de sociale medier, de benytter sig af.

Søndag modtog Julie som nævnt den første kædebesked, der omhandlede spøgelset Teresa Fidalgo.

Og hun blev i tvivl om, hvorvidt den var sand, da hun søgte på Google og kunne se en skræmmende video.

Teresa Fidalgo er dog en karakter fra filmen 'A Curva' og derfor fiktiv.

Den hjemsøgte dukke Robert eksisterer dog i virkeligheden, men det er bare en dukke. Den er placeret på et museum i Florida.

Julie modtog kædebeskeden om dukken Robert fra en veninde, og hun vidste med det samme, hvad hun skulle gøre efter oplevelsen søndag.

»Jeg svarede tilbage, at hvis hun var bange, så skulle hun sige det til sine forældre,« siger Julie Jørgensen.

»Jeg sagde det til min mor med det samme. Det er det rigtige at gøre.«

Julie fortæller, at beskeden er kommet ud til rigtig mange i hendes omgangskreds, og det er også nogle af hendes venner, som hun har modtaget den fra.