Din fridag er røget, men du skal have et ekstra løntillæg store bededag.

Og det forvirrer en del arbejdsgivere.

Det skriver Finans.

Månedslønnede medarbejdere, som har fået en ekstra arbejdsdag, skal have et årligt løntillæg på 0,45 procent af årslønnen.

Til Børsen siger Lisbeth Lindorff Riis, der er chef for den juridiske afdeling i Azets, som hjælper virksomheder med rådgivning til blandt andet løn:

»Der ikke helt faste rammer om udbetaling af tillægget. Arbejdsgiver kan vælge, om man vil udbetale tillægget løbende månedligt eller to gange årligt.«

For første gang i 300 år er store bededag en helt almindelig fredag, så det er nyt for alle.

Lisbeth Lindorff Riis opfordrer alle arbejdsgivere til tydeligt at lade det fremgå på lønsedlen, når medarbejderen får sit tillæg udbetalt.

Mange danskere raser over, at store bededag ikke længere er en helligdag.

To ud af tre mener, at store bededag bør genindføres som helligdag.

Det viser en ny måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Regeringen og De Radikale stemte sidste år – efter måneders debat og modstand – for at afskaffe store bededag som en helligdag og dermed give befolkningen en ekstra arbejdsdag.