Onsdag morgen er der færre tog og længere rejsetid for landets togpassagerer.

Togførere hos DSB valgte nemlig tidligt onsdag morgen at nedlægge arbejdet.

Det har forårsaget kaos på Købbenhavns Hovedbanegård, hvor sagesløse pendlere blot har kunnet se til fra perronen, mens info-skærmene på stationen blev opdateret med korrigerede afgangstider.

En af de pendlere, der onsdag kommer for sent på arbejde, er skolelærer Maria Moesgaard.

Hun er allerede en halv time forsinket, da B.T. møder hende.

»Det er super træls, og man bliver super irriteret, for når man skal på arbejde, så påvirker det jo en helt vidt. Jeg skulle have undervist klokken otte. Jeg måske en time forsinket,« siger hun.

»Det her er det fjerde tog, vi er blevet smidt ud af, fordi det er aflyst.«

DSB oplyser kort efter klokken 8, at togførerne nu er vendt tilbage til arbejdet, og at togene forventes at kører normalt igen fra omkring klokken 10.

Det skriver DSB på deres hjemmeside:

'Regionaltog samt Intercity- og IntercityLyntog på Sjælland har været berørt af en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt togførerne. Togene kører med forsinkelser og enkelte aflysninger, mens vi arbejder på at få personale og tog på plads igen. Vi regner med at kunne køre normalt igen omkring kl. 10. Der vil ikke blive indsat Togbusser.'

Flere passagerer er dog blevet påvirket af den korte arbejdsnedlæggelse denne morgen.

Blandt andre Oskar Sønderskov fra Slagelse:

»Jeg tager toget hver morgen fra Slagelse til Odense, fordi jeg går på UCL, så jeg tjekkede rejseplanen hjemmefra, så jeg vidste, hvornår jeg skulle afsted,« siger Oskar Sønderskov og forklarer, at toget mod Esbjerg klokken 7.27 stod til at blive forsinket.

Derfor fik han sig også en grim overraskelse på perronen i Slagelse.

»Da jeg kom ned på stationen, skrev de pludselig, at toget var aflyst, og at det næste først ville komme 35 minutter senere. Det er bare mega surt, når man tager afsted i god tid og skal nå i skole,« fortæller Oskar Sønderskov, der stadig står på Slagelse station, da B.T. taler med ham.

Også Rikke Andreasen venter tålmodigt på hovedbanen i København.

»Mod Helsingør er togene tit forsinket, så man forbereder sig på det. Jeg er på flekstid, så jeg kan bare bliver længere på jobbet i den anden ende, men det er da irriterende at bruge tiden her,« siger hun.

DSB oplyser på Twitter, at flere s-togs linjer også er forsinket.

Det er ikke mere end cirka to uger siden, at der sidst var kaos i morgentrafikken, da lokoførerne klokken syv om morgenen forlod arbejdet og gik til fagligt møde.

Også her var der tale om arbejdsnedlæggelse på grund af overenskomststridigheder.

DSB og fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har de seneste uger forhandlet om en ny arbejdstidsaftale.

Der er blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af arbejdet.

I sidste uge var meldingen fra Dansk Jernbaneforbund, at der var langt til en endelig aftale.

Baggrunden for striden er, at DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri og derfor har opsagt overenskomster med staten.

De ansatte hos DSB skal derfor over på en privat overenskomst, og i den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte.

Dansk Jernbaneforbund undersøger baggrunden for onsdagens arbejdsnedlæggelse og fagforeningen opfordrer de ansatte til at komme tilbage i arbejde.

Opdateres...