DSB-ansatte presses til bristepunktet: ‘Folk græder’
Forsinkelser og aflysninger får frustrerede passagerer til at gå efter togpersonalet. Nogle ansatte bliver både skubbet og spyttet på.

Forsinkelser og aflysninger får frustrerede passagerer til at gå efter togpersonalet. Nogle ansatte bliver både skubbet og spyttet på.

Skældud. Skub. Og i nogle tilfælde spyt.
De mange problemer på de danske jernbaner rammer ikke kun passagererne.
Nu fortæller Dansk Jernbaneforbund, at især togførerne mærker konsekvenserne direkte på egen krop.
Det skriver TV 2 Øst.
Ifølge forbundsformand Preben Pedersen er situationen for togpersonalet »skrækkelig«, fordi de mange forsinkelser tærer på passagerernes tålmodighed.
Medarbejderne bliver først og fremmest skældt ud, når togene er forsinkede eller aflyst. Men nogle oplever også at blive skubbet – og enkelte er blevet spyttet på.
»Der er ingen tvivl om, at det er en hård tid. Vi får henvendelser fra folk, der græder. Bægeret bliver fyldt,« siger Preben Pedersen til lokalmediet.
Problemerne kommer efter en periode med markant dårligere punktlighed hos DSB.
I første halvår af 2026 kom 62,8 procent af togene til tiden mod et krav på 75 procent i DSB's kontrakt med staten.
DSB kalder det samtidig uacceptabelt, når passagerernes frustrationer går ud over personalet.
Ifølge jernbaneselskabet arbejdes der blandt andet med bedre information og ekstra personale på stationerne, når trafikken bryder sammen.