Det kan koste liv, hvis brandvæsnet ikke kan finde flere deltidsbrandmænd.

Det siger direktør for Lolland-Falster Brandvæsen Morten Lykkeberg til lokalmediet Folketidende, der nu dropper Falck som partner.

»Det har heldigvis ikke kostet nogen menneskeliv endnu. Grunden til, at vi gør det, er for at sikre, at det aldrig kommer til det, fordi vi ikke kan finde folk nok. Det handler simpelthen om, at vi har kunnet se, at det bliver dårligere og dårligere, og vi vil ikke risikere, at der er nogen, der ikke får den hjælp, de skal have,« siger han.

Lige nu driver Falck ni af områdets 15 brandstationer, men det stopper i 2028.

Lykkeberg og næstformand for beredskabskommissionen og borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), mener ikke, at Falck har gjort det godt nok med at skaffe flere deltidsbrandmænd.

Den kritik har mediet forelagt til Falcks områdeleder på Lolland-Falster, Klaus Nielsen, men han har ikke besvaret den.