Selv om det er mere end 20 år siden, at dronning Mary flyttede fra Australien, har hun ikke glemt, hvordan man sparker til en australsk fodbold.
Det beviste hun tirsdag under kongeparrets igangværende statsbesøg i Australien.
Her lagde dronningen sammen med kong Frederik vejen forbi Melbourne Cricket Ground, der er hjemmebane for det australske AFL-hold Hawthorn Hawks.
På den ombyggede cricketbane hilste kongeparret først på unge australske fodboldspillere, inden en af de ovale orange bolde blev placeret foran dronningen.
Og her fik den et ordentligt spark.
- Det har været megahyggeligt at møde de unge fodboldspillere. Det er dem, der er stjerner i dag, siger dronning Mary, efter at hun sammen med de unge spillere har kastet efter mål.
- AFL er jo monsterstort her - specielt i staten Victoria. Det her stadion er nærmest som at komme til Bernabéu eller det hellige sted. Vi er meget heldige at have betrådt de her grønne enge, siger kong Frederik.
Bernabéu er navnet på den spanske fodboldklub Real Madrids hjemmebane.
En journalist på stedet spørger parret, om de nogensinde har været inde at se en australsk fodboldkamp på Melbourne Cricket Ground.
- Ikke ham, svarer dronning Mary og peger på sin mand, inden hun tilføjer:
- Men det har jeg.
Australsk fodbold, der også kaldes AFL, er en populær sport i Australien.
Det er en kontaktsport, som minder om en blanding mellem rugby og amerikansk fodbold.
Australsk fodbold spilles mellem to hold på hver 18 spillere på en oval bane, der ofte er en ombygget cricketbane.
Der scores point ved at sparke den ovale bold mellem de centrale målstænger eller mellem en central og en ydre stang.
Kongeparret har under statsbesøget i Australien været forbi Uluru, der også er kendt som Ayers Rock, og den australske hovedstad, Canberra.
Kongen og dronningen er tirsdag i storbyen Melbourne, inden de torsdag rejser videre til øen Tasmanien, hvor dronning Mary er opvokset.
/ritzau/
