Søndag afslørede Berlingske, at hele Hornbæks Dronning, Ilse Jacobsen, skaber et decideret 'ødelæggende' arbejdsmiljø i sine virksomheder. Flere medarbejdere er gennem tiden knækket sammen, og hun beskrives som en leder med 'stort temperament og hidsig facon'. Dagen derpå er Hornbæk mærket efter de mange afsløringer. Snakken går i krogene, men hornbækkerne er tydeligt lettede. Sandheden er endelig sluppet ud.

Efterårssolen står på sit højeste, og havnen er pakket med mennesker, der enten nyder en vaffel-is eller en fiskefillet. Det turkisblå vand skvulper stille i baggrunden kun overdøvet af børnene, der leger på legepladsen. Hornbæk ånder kun fred og idyl.

Efter Berlingskes afsløringer om Ilse Jacobsen og hendes dårlige lederskab, er der alligevel en særlig summen i byen. Snakken går og gerne om det samme emne: Ilse Jacobsen.

På havnen står Jens Dollerup og istandsætter en lang mast til sin båd. Med et smil på læben fortæller han, uden at trække en mine, at Ilse Jacobsen ikke er den mest populære dame i byen.

Jens Dollerup på Havnen i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018.
Jens Dollerup på Havnen i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Snakken går i byen. Det er jo alment kendt, at hun er en hård nyser - og at hun er for hård,« siger Jens Dollerup til B.T.

Jens Dollerup har kun boet i byen siden 2016, men har alligevel fået et mindre godt indtryk af Hornbæk-dronningen. Berlingskes artikel fra søndagen er også blevet diskuteret heftigt blandt hans venner.

»Jeg har en fornemmelse af, at det er almen viden i Hornbæk. Dem, der bor her, ved godt, at det har været hårde forhold for dem, der har været ansat. Så det er ingen overraskelse,« siger Jens Dollerup.

De fleste mennesker, B.T. taler med i løbet af dagen, er alle lettede over Berlingskes artikel. 'Det er på tide, det kommer ud'. Det kommer nemlig ikke som et chok for nogen. De fleste i byen vidste at Ilse Jacobsen ikke ligefrem er den mest empatiske leder.

Ilse Jacobsens butik i Hornbæk, Kurbadet. Hornbæk mandag den 15 oktober 2018.
Ilse Jacobsens butik i Hornbæk, Kurbadet. Hornbæk mandag den 15 oktober 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hun duer ikke til at være leder. Hun er en alt for hård negl, og hun mangler totalt medarbejderempati. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun kan blive ved med at være leder, men nu er der jo nogen, der står frem, så må det jo visne - for hvem gider hende nu?«

Sådan siger 68-årige Liselotte Beyer, der har haft sommerhus i Hornbæk i 35 år.

B.T. møder hende nede på havnen, hvor hun nyder en fadøl med sin mand. De nyder deres fritid i Hornbæk, og har selv handlet i Ilse Jacobsens butikker flere gange og altid haft stor respekt for hende.

»Jeg er også nødt til at sige, at Hornbækkerne er glade for Ilse. Hun skaber jo en masse heroppe, både en restaurant, tøjbutikker og en blomsterbutik. Og det er vi glade for,« siger Liselotte Beyer.

Liselotte Bayer på Havnen i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018.
Liselotte Bayer på Havnen i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hun har ikke selv læst artiklen i Berlingske, men hørte tidligere nogle 'bådfolk' tale om Ilse Jacobsen.

»Og det var kun negative ting, de sagde om hende.«

Liselotte Beyer kender personligt selv en tidligere kok, der har arbejdet for Ilse Jacobsen.

»Det endte med, at han rejste derfra. Han kunne ikke holde det ud. Jeg kan huske, der var et konkret problem om hans drikkepenge. De blev slet ikke fordelt fair, og der var vist også noget rod med hans løn,« siger Liselotte Beyer, som dog er bekymret for, om Ilse Jacobsens butikker nu vil dreje nøglen om.

Ilse Jacobsen butik i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018.
Ilse Jacobsen butik i Hornbæk mandag den 15 oktober 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det bekymrer mig. For hvis det lukker, så er det jo en del af Hornbæk, der lukker. Det har meget stor betydning for byen.«

Ilse Jacobsen, som især kendt for sine signatur-gummistøvler, ejer nemlig en masse forretninger i Hornbæk. Hun har både et kurbad, en fin restaurant, en blomsterforretning og forskellige tøjbutikker.

Dagen derpå er butikkerne stadig åbne, og kunderne strømmer ind og ud. Medarbejderne i de mange butikker smiler stort, når man træder ind.

De fleste medarbejdere B.T. taler med, fortæller, at de aldrig har set den indre løve, der bliver beskrevet i Berlingske. De kender hende kun som sød og glad. De fortæller dog også, at de ikke har særligt meget kontakt til hende, andet end når hun besøger dem i ny og næ. Medarbejderne tror især, at det er dem, der er i dagligt kontakt med hende længere oppe i lederrækken, der har haft problemer på den front.

Havnekiosken på Havnen i Hornbæk, mandag den 15 oktober 2018.
Havnekiosken på Havnen i Hornbæk, mandag den 15 oktober 2018. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

En anden medarbejder i en af butikkerne fortæller dog, at hun har oplevet Ilse Jacobsen, som beskrevet i Berlingske på egen krop. Hun beskriver hende som en meget dårlig leder, men et godt menneske privat.