Dronning Mary ankommer til Helsingør på lodsbåd før løbetur
Dronning Mary skal tilbagelægge fem kilometer i Helsingør i forbindelse med årets udgave af Royal Run.

Dronning Mary skal tilbagelægge fem kilometer i Helsingør i forbindelse med årets udgave af Royal Run.

Dronning Mary har mandag eftermiddag bevæget sig ud på en fem kilometer lang løbsrute i Helsingør i forbindelse med årets Royal Run.
Startskuddet lød omkring klokken 17.20.
Dronningen ankom til havnen i Helsingør godt en halv time før om bord på en mindre båd. Der skulle ifølge TV 2 være tale om en såkaldt lodsbåd.
Hun blev budt velkommen på kajen af Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), hvorefter hun fik en kort rundvisning i området omkring havnen.
Her udvekslede hun blandt andet et par ord med en gruppe unge sejlere, der forklarede hende om forskellige typer af både inden for sejlsport.
Hun lagde også vejen forbi Kronborg Slot, der ligger tæt på startområdet på Ny Kronborgvej.
Under rundturen overværede hun også en opvisning fra harmoniorkestret Helsingør Pigegarde, der spillede en version af temasangen fra filmen "Rocky".
På ruten skal dronning Mary blandt andet passere Kronborg Slot, der ligger tæt på startområdet.
Målstregen ligger ved kulturhuset Kulturværftet ud til havnen i Helsingør.
Cirka 17.500 deltager ved Royal Run-løbet i Helsingør.
På landsplan er der 112.450 deltagere, hvilket er rekord for motionsløbet. Sidste års rekord lød på 97.786 deltagere.
Knap halvdelen af deltagerne - omkring 50.000 - løber i København og på Frederiksberg, mens de øvrige deltagere fordeler sig på værtsbyerne Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør.
Man kan løbe eller gå ”one mile”, der svarer til 1609 meter, fem kilometer eller 10 kilometer.
Kong Frederik åbnede mandag morgen festen i Randers, hvor han ankom med Kongeskibet Dannebrog klokken 10.15.
Omkring klokken 14 ankom han til Middelfart, hvor han løb fem kilometer.
Kongen slutter dagen i København, hvor han omkring klokken 19 løber ti kilometer.
/ritzau/