Dronning Margrethes postkort fra 1952 solgt for 6500 kroner
Et postkort fra Sverige skrevet i 1952 af den dengang 12-årige prinsesse Margrethe er solgt på auktion mandag.

Et postkort fra Sverige skrevet i 1952 af den dengang 12-årige prinsesse Margrethe er solgt på auktion mandag.

Et håndskrevet postkort af dronning Margrethe, som hun skrev som 12-årig i 1952, er solgt for 6500 kroner hos auktionshuset Bruun Rasmussen mandag.
Det fremgår af auktionshusets hjemmeside.
Postkortet blev sendt fra Sverige, hvor den dengang 12-årige prinsesse var på familieferie.
Vurderingen lød på 4000 danske kroner.
Kortet blev adresseret til "Frøken Ella Sørensen, Amalienborg Slot". Hun var personlig kammerpige for dronning Ingrid, prinsessens mor.
I kortet skriver prinsessen en hilsen, hvori hun beskriver den hytte, som familien befandt sig i.
Derudover skriver hun, at de fik kaffe og vafler med multebær. Desuden ønskes kammerpigen god bedring med sin ryg.
- At en 12-årig prinsesse sender en så personlig feriehilsen direkte til sin mors kammerpige på Amalienborg, vidner om et nært forhold, har ekspert hos Bruun Rasmussen Ralph Lexner udtalt.
Ifølge auktionshuset bærer postkortet præg af overstregninger og rettelser fra den 12-årige Margrethes hånd.
Desuden har kortet et svensk poststempel fra 1952 og et intakt frimærke.
I sommeren 1952, hvor brevet er skrevet, er det en uanende prinsesse, der på dette tidspunkt ikke er bekendt med, at året efter ændres den danske tronfølgelov.
Med ændringen i 1953 bliver prinsessen tronfølger til den danske trone efter sin far, kong Frederik 9.
Han døde i 1972, og derfra var dronning Margrethe Danmarks regent.
Det var hun frem til 2024, hvor hun i sin nytårstale meddelte, at hun ville abdicere og overlade tronen til sin søn, kong Frederik.
I salget af dronning Margrethes postkort medfølger desuden to takkebreve fra dronningens forældre.
Takkebrevet fra dronning Ingrid er adresseret til familien Jørgen Nielsen og er poststemplet den 18. februar 1972.
Kong Frederik 9. sendte i anledning af sin 70-års fødselsdag et takkebrev. Hvem kortet er sendt til, fremgår ikke.
RITZAU