Dronning Margrethe indlagt med hjertekrampe men ved godt mod
Dronning Margrethe skal være indlagt weekenden over. Hun er træt, men ved godt mod, oplyser kongehuset.

Dronning Margrethe skal være indlagt weekenden over. Hun er træt, men ved godt mod, oplyser kongehuset.

Dronning Margrethe er torsdag eftermiddag blevet indlagt på Rigshospitalet på grund af hjertekrampe.
Hun vil være indlagt hen over weekenden til observation og yderligere undersøgelser.
Det skriver kongehuset torsdag eftermiddag i en kortfattet pressemeddelelse.
Den 86-årige dronning er træt, men ved godt mod, lyder det fra kongehuset, der vil melde ud, når der er nyt.
Hjertekrampe skyldes hovedsageligt forkalkning i hjertets kranspulsårer, forklarer forskningschef i Hjerteforeningen Gunner Gislason.
- Det betyder, at der ikke kommer ilt nok til hjertet. Det giver typisk smerter i brystet, der typisk kommer, når man anstrenger sig ved fysisk aktivitet, siger han.
Risikoen for at få hjertekrampe stiger med alderen.
- Alder er en risikofaktor, og det er typisk ældre mennesker, der får hjertekrampe.
Men livsstilsfaktorer spiller også en rolle, påpeger han.
- De klassiske risikofaktorer er rygning, sukkersyge, forhøjet blodtryk, overvægt og stillesiddende livsstil, siger Gunner Gislason.
Behandlingen vil ifølge forskningschefen i de fleste tilfælde være blodfortyndende og kolesterolsænkende medicin.
I sjældne tilfælde kan det også komme på tale med en bypass-operation eller en ballonudvidelse af hjertets kranspulsårer.
Dronningen har gode muligheder for at komme sig, vurderer Gislason.
- Det er en meget almindelig følge efter hjertekramper, at man er træt.
- Men som regel kommer man sig rigtig godt efterfølgende, siger han.
Dronning Margrethe var sidst indlagt i maj 2025. Dengang blev hun indlagt til observation som følge af en forkølelse.
Det skete for "en sikkerheds skyld", lød det dengang fra kongehuset.
/ritzau/