Dronning Margrethe vil torsdag overvære en mindre koncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i forbindelse med sin fødselsdag.
Det fremgår af et opslag fra kongehusets profil på det sociale medie Instagram.
Dronning Margrethe fylder torsdag 16. april 86 år.
Koncerten finder sted klokken 12.00 i forbindelse med vagtskiftet i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe vil fra slottets hovedtrappe overvære koncerten i selskab med kong Frederik, dronning Mary og sin søster dronning Anne-Marie.
Fra klokken 11.45 er borgere ligeledes inviteret til at stille op i Indre Slotsgård ved Fredensborg Slot for at deltage i fejringen af dronning Margrethes fødselsdag.
Det er en tradition, at dronningen fejres med musik af Den Kongelige Livgardes Musikkorps, når hun har fødselsdag.
Men de senere år er de mindre koncerter blevet aflyst ad flere omgange.
Da dronning Margrethe i 2020 fyldte 80 år, blev en række fødselsdagsbegivenheder aflyst som følge af coronapandemien.
Det samme skete i 2021 i forbindelse med hendes 81-års fødselsdag.
I 2024 - da dronningen fyldte 84 år - blev hendes fødselsdag ligeledes nedtonet på grund af branden på Børsen i København.
Som følge af branden blev koncerten af Den Kongelige Livgardes Musikkorps aflyst.
Siden tronskiftet i januar 2024, hvor dronning Margrethe overlod tronen til sin søn kong Frederik, har hun haft væsentligt færre officielle pligter.
Mange af hendes tidligere protektioner er enten ophørt eller overtaget af kongeparret.
Dronning Margrethe har dog beholdt 20 af de 81 protektioner, som hun varetog frem til tronskiftet, og hun repræsenterer fortsat kongehuset ved særlige lejligheder.
Det gjorde hun blandt andet tirsdag, hvor hun besøgte Børsen, der brændte på hendes fødselsdag for to år siden, for at se den nyligt åbnede udstilling "Sammen om Børsen".
Dronningen oplevede blandt andet den nedbrændte del af Børsen på nærmeste hold og fik indblik i brandvæsnets arbejde med at redde den historiske bygning.
/ritzau/
