En stor gruppe aktivister blokerer onsdag morgen Mærsks hovedkvarter i København.

Det oplyser den Grønne Ungdomsbevægelse selv i en pressemeddelelse.

Københavns Politi bekræfter, at de er til stede ved hovedkontorets indgang. 

»Vi er i dialog med gruppen, som har fået et påbud om at fjerne sig, da de opholder sig på et privat område.«

Dem, som ikke forlod området, da politiet bad dem om det, er blevet anholdt og sigtet for ulovlig indtrængen. Der er tale om 20 personer, som ifølge politiet nu »vil blive fjernet«.

Aktivisterne mener, at Mærsk er med til at fragte våbendele til Israel.

De mener, at der er risiko for, at våbnene bruges til krigsforbrydelser, og derfor vil de have transporten stoppet.

Det er ikke første gang, at Københavns Politi er rykket ud til demonstrationer ved Mærsks hovedkvarter.

Blandt andet måtte politiet sætte ind med tåregas og fysisk magt, da aktivister blokerede indgangen til rederiets kontorer i februar sidste år.