Skulle man med færgen fra Orø til Holbæk torsdag morgen, kan blodtrykket godt være kommet lidt op. Overfarten gik nemlig langt fra så smertefrit, som det nok gør normalt.

På grund af en strid endte en lastbilchauffør nemlig med at køre hele sin store bil op og blokere for adgang til færgen.

Det skriver sn.dk.

Skal man betale ekstra for at have en anhænger bag på sin lastbil, var stridens kerne. Og her mente Kasper Andersen fra Kaspers Autoservice i Ugerløse nær Holbæk, at han bestemt ikke skulle betale de 100 kroner ekstra.

Derfor sejlede færgen uden ham.

»Jeg har taget færgen nogle gange, fordi jeg har noget arbejde på øen, og er af den samme billetmand blevet opkrævet et tillæg på 100 kroner for min anhænger hver gang. Det står ingen steder på færgens hjemmeside, at man skal betale det, og jeg har talt med kommunen, som siger, at jeg ikke skal betale tillægget,« siger Kasper Andersen til sn.dk.

Derfor valgte han at blokere færgen – for at gøre opmærksom på problemet.

Striden blev først løst, efter politiet blev inddraget, men blev i følge sn.dk klaret i »mindelighed«.