Søndag havde en 36-årig mand taget sin søn på fire år med ud at fiske i en jolle i Dalby Bugt ved Bogensø på Fyn.

Det skulle være en stille og rolig fisketur, men turen på vandet var ved at ende helt galt, da jollen kæntrede 500 meter fra land.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det lykkedes heldigvis faren at redde situationen ved at svømme i land, mens sønnen sad i jollen. Episoden fandt sted klokken 11.38, hvor folk så en mand liggende i vandet.

Faren og sønnen blev undersøgt af ambulancefolk, som konstaterede, at begge var sluppet med en forskrækkelse.

»Det har været en hård svømmetur, men han har holdt hovedet koldt undervejs. Men ifølge vores folk på stedet var han træt, da han kom på land,« lyder det fra Ehm Christensen, der er vagtchef hos Fyns Politi.

Jollen kæntrede, da faren skulle trække ankeret op fra vandet. Herefter fik han sønnen tilbage i jollen, mens han blev i vandet.

Han vurderede nemlig, at jollen ville kæntre igen, hvis han prøvede at klatre tilbage i den. Derfor måtte han svømme de 500 meter for at få dem i sikkerhed.

Den 36-årige mand, der er fra København, blev undersøgt for, om han var blevet underafkølet.

De var begge iført redningsvest, siger vagtchefen.

Det er ikke mange dage siden, at politiet frygtede, at der var sket en ulykke i samme område. Det skyldtes, at der var fundet børnetøj på stranden.

Heldigvis var tøjet bare glemt.