Det er næppe gået manges næse forbi, at et blæsevejr har ramt Danmark mandag, og så er det altså ikke helt optimalt at sætte sig i en sejlbåd.

Det mærkede fire unge mennesker, da de var på vandet i Limfjorden ved Aalborg. Turen var nær gået helt galt.

De unge drev hjælpeløse rundt i deres sejlbåd, skriver Nordjyske.

Det skyldtes, at de havde fået et reb rundt om skruen på deres båd, og så er det helt umuligt at styre den, når vinden er så hård.

Det betød, at båden først drev hen mod Jernbanebroen, som de kolliderede med, og deres mast knækkede.

Derfra drev de videre ned mod Limfjordsbroen, men blev af vinden presset over mod havnen på Nørresundby-siden i Aalborg.

Nordjyllands Beredskab fik meldingen klokken 16.59, og deres indsatsleder Nils Eltzholtz forklarer til Nordjyske, at det ikke var den mest simple opgave.

»Masten var jo knækket, og resterne af sejlet var viklet rundt om båden. Det, vi så gjorde, var, at forsøge at sende vores dykker ned i vandet for at se, om han trods de skrappe bølger kunne få rebet af skruen, så båden igen var til at styre. Det lykkedes til dels,« forklarer han.

Derfra fik man gang i motoren igen og kunne sejle båden til Skudehavnen på Aalborg-siden.

Beredskabet måtte sende syv mand ud på opgaven for at redde de fire personer.

Opgaven var afsluttet omkring 18.30.

Meldingen er, at de fire personer er ved godt mod trods oplevelsen.