Den propalæstinensiske studenterbevægelse 'RUC Intifada' har skabt røre på Roskilde Universitet (RUC) den seneste tid.
Og torsdag formiddag var de igen på barrikaderne til en såkaldt 'sit in' foran rektors kontor, skriver Berlingske.
Omkring ti delvist maskerede elever havde sat sig foran rektors kontor og blokerede dermed ind- og udgang for personalet, hvor de samtidig hyldede palæstinensiske ofre i Gaza højlydt i en mikrofon.
Demonstrationen blev dog stoppet af politiet, som blev nødt til at møde op og fjerne demonstranterne, fordi de forstyrrede medarbejderne.
Se videoen herunder:
Efter en diskussion mellem politiet og en talsmand fra foreningen besluttede de sig for at fortsætte demonstrationen i kantinen.
RUC Intifada kræver, at RUC foretager et akademisk og økonomisk boykot af Israel samt fordømmer landets ageren i Mellemøsten.
Men vejen dertil har udover torsdagens demonstration medført, at flere maskerede demonstranter i starten af oktober forhindrede universitetets medarbejdere i at gøre deres arbejde og skabte generelt utryghed på universitetet i forbindelse med en protest, som bevægelsen selv kaldte »Flood The Campus«.
Derudover er foreningen mistænkt for omfattende hærværk, hvor blandt andet den afdøde leder af terrorbevægelsen Hamas Yahya Sinwar blev hyldet med graffiti på universitetets mure.
RUC har tidligere givet udtryk for, at studenterforeningen har skabt utryghed med deres demonstrationer, hvortil RUC Intifada, i et opslag på bevægelsens Instagram, har anklaget RUCs ledelse for at være løgnere, der manipulerer med offentligheden og har en racistisk logik.
RUCs universitetsdirektør Henrik Zobbe oplyser i et skriftligt svar til Berlingske, at universitetet kontaktede politiet, da det ikke er hensigtsmæssigt at have folk siddende i mellemgangen foran dørene ind til et område med kontor- og mødelokaler.
»Det har tidligere skabt utryghed blandt medarbejdere, når demonstranter samles foran dørene,« skriver Henrik Zobbe.
RUC Intifada er ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.

