»Jeg har noget i posen, som skete i 2003. Men det er faktisk måske ikke et drab.«

»What!«

»Ja. Måske er det, måske er det ikke.«

Sådan kan det lyde, når de to kvindelige værter på den populære podcast 'Mørkeland' hver uge taler om mord begået i Danmark.

Men tonen i programmet er langt over grænsen, mener radioværten Sandie Westh, der får helt ondt i maven af at lytte til podcasten.

I Radio24syv-programmet 'Et Skud AK' giver hun luft for den skarpe kritik - og hendes harme er så ophedet, at der kommer bandeord over læberne.

Sandie Westh er radiovært på P7, men udtaler sig som pårørende til sin søster, der blev dræbt for 12 år siden.

»At de her to piger (værterne Camilla og Kristine, red.) for det første står og fniser over et mord og gennemgår det som en kaffeslabberas-snak, synes jeg er er så moralsk forkasteligt, og jeg kan slet ikke forstå, hvor de har fået den her idé fra. Jeg bander, for jeg er virkelig rasende. Hvordan fanden har de nogensinde kunnet bilde sig selv ind, at det her er acceptabelt,« siger Sandie Westh i programmet.

Sammen med den erfarne kriminalreporter Marie Louise Toksvig kritiserer hun Mørkeland-værterne Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Buchbee for at være usaglige, respektløse og for at hygge sig med mord.

På Twitter giver kritikken genklang.

'Det er også forfærdeligt at høre på, selvom man ikke er pårørende,' skriver Agnete Scheel på det sociale medie.

Sandie Wesths kritik går så vidt, at hun i programmet kalder værterne for 'skolepiger':

»Mord er ikke nogen underholdning. De har ingen retsteknisk baggrund. De har ikke nogen baggrund for at gennemgå sagerne. Det har som regel været, fordi de gerne ville undersøge, om man kunne gøre noget andet. Det gør de ikke, de tager det op og fniser hen over det og siger absurde ting, begynder at motiv-forske, hvilket er absurd, fra en pårørendes synspunkt gør det så ondt i maven at lytte til de her to.«

I det program, hvor kritikken blev luftet, havde værten Nicoline Larsen forsøgt at få kommentarer fra Mørkelands værter, Camilla Bjerregaard Aurvig og Kristine Sofie Buchbee, men de havde ikke ønsket at deltage i 'dette set-up'.

B.T. har forsøgt at forholde de to værter for kritikken, og de afviser at deltage i et interview.

De skriver dog i en sms til B.T., at de gerne vil forholde sig til kritikken i deres egen podcast:

»Vi tager på os, at vi ikke har været gode nok til at forklare, hvad de journalistiske og etiske overvejelser bag vores podcast er, og derfor har vi besluttet at samle vores respons i et særafsnit til vores lyttere, som vi forventer at udgive i næste uge.«

Kigger man på anmeldelserne, er der også rigtig mange podcastlyttere, der er glade for Mørkeland.

Podcasten har eksempelvis 4,5 stjerner ud af i alt 5 på Apples podcasttjeneste.

I beskrivelsen varedeklarerer programmet ved at skrive: 'Vi er ikke detektiver - blot ualmindeligt betagede af, hvad der får mennesker til at dræbe.'