Sandy French har tilbudt at betale 16.000 taxakroner tilbage til DR efter undersøgelse om uberettiget taxa.

Sandy French er færdig som nyhedsdirektør i DR efter otte år.

Det sker, efter at mediehuset har besluttet at ændre i direktionens sammensætning, skriver DR i en pressemeddelelse.

Mediehusets nytiltrådte generaldirektør, Bjarne Corydon, forklarer det blandt andet med ændringer i direktionen som følge af en ny strategi.

I en anden pressemeddelelse fra DR lyder det dog, at Sandy Frenchs brug af taxa i en periode fra 2. august 2021 til 28. maj 2025 har indgået i DR's samlede vurdering og beslutning om "at afslutte samarbejdet nu".

DR har i september afdækket Sandy Frenchs taxakørsel efter historier i mediet Frihedsbrevet.

Her lyder konklusionen, at hun har foretaget kørsler mellem bopæl og arbejdssted på et DR-taxakort, som ikke er i overensstemmelse med DR's retningslinjer.

Derfor tilbagebetaler Sandy French 16.000 kroner til DR. Det skriver hun selv i et opslag på LinkedIn, hvor hun kaldet det en fejl, at hun ikke havde søgt om godkendelse.

- At mine taxabilag hver måned blev kontrolleret i DR's økonomiafdeling, ændrer ikke på, at det er mit ansvar. Derfor betaler jeg selvfølgelig de 16.000 kroner tilbage, lyder det i opslaget.

Her forklarer hun, at halvdelen af beløbet stammer fra en periode, hvor hun havde benet i gips som følge af en sprængt akillessene.

DR skriver også, at det ikke "har grund til at tro, at Sandy French har handlet forsætligt". Det har dog ikke ændret ved, at forholdet har indgået i beslutningen om at skille sig af med nyhedsdirektøren.

Sandy French har som nyhedsdirektør haft ansvar for nyheder og debat på alle DR's platforme samt for DR's dokumentarer.

Det betød også, at hun i februar 2025 var særligt meget i fokus, da DR udkom med dokumentaren "Grønlands hvide guld" om Danmarks udvinding af kryolit i Grønland.

Dokumentaren fik kritik for at vildlede om Danmarks indtægter fra kryolitten.

Hun startede som politisk reporter og var siden leder af den politiske redaktion på Dagbladet Information.

Så blev hun politisk redaktør og redaktionschef og siden medlem af den øverste ledelse på Ekstra Bladet, før hun skiftede journalistikken ud med et job som spindoktor og kommunikationschef i Justitsministeriet og senere Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Det vakte opsigt, da hun gik direkte fra jobbet som spindoktor til at være redaktionschef i public service-institutionen DR i 2010.

Her blev hun siden ledende redaktionschef og indholdschef, før hun blev nyhedsdirektør i 2017.

I april 2025 blev hun udnævnt til næstformand i bestyrelsen i Ritzaus Bureau.

Ledende redaktionschef i DR Nyheder Kirsten Marie Svendsen konstitueres som nyhedsdirektør, indtil der er fundet en permanent afløser.

DR opslår "snarest" stillingen som nyhedsdirektør i huset.

Derudover bliver der oprettet en ny stilling som teknologidirektør, da der ifølge Corydon er et behov for at gennemføre en "acceleration af DR's teknologiudvikling".

/ritzau/