De klager, som man i DR har modtaget om P1-værten Mads Aagaard Danielsen, er sandsynligvis ikke blevet håndteret korrekt.

»Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at alting tyder på, at den chef, som sagen i et par omgange mindst er indrapporteret til, skulle have ageret anderledes, hurtigere og mere grundlæggende og i hvert fald først og fremmest have informeret opad,« forklarer DR's kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, til DR.

Hele sagen om Mads Aagaard Danielsen udspringer af en artikel i Berlingske søndag, hvor flere personer stod frem og fortalte, at P1-værten havde udsat dem for grov chikane, krænkelser og truende adfærd.

I artiklen kunne man også læse, at der i 2019 var blevet indsendt en klage over Mads Aagaard Danielsen fra daværende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, efter ansatte var blevet chikaneret af radioværten.

Arkivfoto af P1-værten Mads Aagaard Danielsen, der nu er blevet afskediget fra DR.
Arkivfoto af P1-værten Mads Aagaard Danielsen, der nu er blevet afskediget fra DR. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Klagen fik dog ikke konsekvenser for Mads Aagaard Danielsen, som kunne fortsætte i sit job på P1, hvor han blandt andet har været vært på programmet 'Shitstorm'.

»Meget tyder på, at den relevante chef i forhold til beskrivelserne i Berlingske, som ikke længere er ansat i DR, skulle have ageret hurtigere, anderledes og orienteret videre om forholdene, blandt andet ved henvendelserne udefra,« oplyste Henrik Bo Nielsen i en mail til B.T. søndag.

Til DR fortæller han nu, at han foreløbigt kan konstatere, at der er medarbejdere, der er gået til deres lokale ledelser for at fortælle om deres oplevelser med Mads Aagaard Danielsen – men endte med at stå tilbage med det indtryk, at »der ikke blev ageret på det, og at det ikke er blevet stoppet«.

I en sms til Berlingske har Mads Aagaard Danielsen beklaget sin opførsel – og han fortalte, at han nu ville søge hjælp hos professionelle:

»Jeg er dybt ulykkelig og forfærdet over, hvordan jeg har behandlet andre mennesker. Selv om der er flere elementer i vidnesbyrdene, som jeg ikke kan genkende, så er der alt for mange, som jeg godt kan. Jeg skylder alle, som jeg har opført mig grænseoverskridende over for, min største undskyldning,« skrev han blandt andet.