DR markerer 25-året for Spil Dansk Ugen med pop op-koncerter
Både kommuner og medie tager del i konceptet Spil Dansk, der i år har 25-års jubilæum.

Både kommuner og medie tager del i konceptet Spil Dansk, der i år har 25-års jubilæum.

Der er skruet op for dansk musik, når lyttere tuner ind på DR's radiokanaler i næste uge.
Traditionen tro tager public service-stationen del i konceptet Spil Dansk, der i år har 25-års jubilæum.
I anledning af sølvjubilæet "byder DR også på en stribe overraskelseskoncerter med danske kunstnere og bands over hele landet, hvor du måske mindst havde ventet dem".
Det annoncerer DR i en pressemeddelelse uden endnu at afsløre de nærmere detaljer, andet end at koncerterne finder sted i København, Aarhus, Odense, Randers, Kolding og Svendborg.
- I løbet af dagene vil DR's forskellige radiokanaler spore lytterne ind på, hvem kunstnerne er, og hvor de kan bevæge sig hen, hvis de vil høre de pågældende danske navne, lyder det.
Musikrettighedsorganisationen Koda tog for 25 år siden initiativ til at dedikere en hel dag til dansk musik.
I de første 14 år udmøntede det sig i en årlig Spil Dansk-dag.
I 2014 blev Foreningen Spil Dansk stiftet med en ejerkreds bestående af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Danske Populær Autorer, Musikforlæggerne foruden Koda.
Siden 2015 har Foreningen Spil Dansk arrangeret en hel Spil Dansk Uge.
I 2016 udvidede DR også sin deltagelse i konceptet fra en dag til en hel uge, og det betyder, at mediet spiller dansk musik på tværs af sine radiokanaler i uge 44.
I år skiftes P2, P5, P3, P8, P6 og P4 fra mandag til lørdag om at have en dag, hvor der udelukkende sættes dansk musik på.
Her bliver alle de føromtalte pop op-koncerter også sendt live på den kanal, der spiller 100 procent dansk musik den pågældende dag.
Ud over DR deltager en fjerdedel af landets kommuner også i årets Spil Dansk Uge.
På Lolland inviterer folkemusikorkestret Svøbsk børn til koncert, mens skoleelever i Varde får mulighed for at skrive og synge deres egne sange sammen med musikeren Sten Elten.
Det oplyser Foreningen Spil Dansk i en pressemeddelelse.
- Noget af det særlige ved Spil Dansk Ugen er, at musikken kommer ud dér, hvor mennesker er. Det kan være på en skole, på et plejehjem, på et lokalt spillested eller et sted, hvor man normalt ikke oplever levende musik, siger Spil Dansk-foreningens direktør, Frank Birch Pontoppidan, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Vi vil gerne vise, hvor meget dansk musik rummer, og samtidig åbne døren for mennesker, der måske ikke ellers ville have mødt den. Musikken skal være en del af vores liv, uanset alder, baggrund eller hvor i landet vi bor.
RITZAU