De forhenværende DR-direktører Tine Smedegaard Andersen og Anne-Marie Dohm fik et pænt millionbeløb med sig ud ad døren, da de stoppede hos Danmarks Radio under den store spareplan.

Samlet set får de to mere end fire millioner kroner med sig. Det viser en aktindsigt, som Mediawatch har fået.

Tine Smedegaard Andersen fratrådte sin stilling ifm. den store spareplan. Her blev DR Kultur, som hun var direktør for, ændret, så det også omfattede børn og unge. DR Danmark, som Dohm var direktør for, blev nedlagt og lagt ind under DR Nyheder, og i den forbindelse sagde hun op.

Hun har ikke ønsket at kommentere, hvorvidt hun blev tilbudt en fratrædelse.

Tine Smedegaard Andersen får et beløb på omkring 2,7 millioner kroner inklusive pension med sig. Det indeholder en årsløn samt en fratrædelsesgodtgørelse på seks måneders løn. Dohm får en årsløn med sig på 1,8 millioner kroner inklusive pension.

I en e-mail forklarer Danmarks Radio, hvorfor der er forskel på de to direktørers millionbeløb.

'Da Anne-Marie Dohms stilling således er nedlagt, er hun afskediget som følge af en stillingsnedlæggelse, hvorfor hun ikke har krav på godtgørelse. Anne-Marie Dohm har derfor ikke modtaget nogen godtgørelse. Tine Smedegaard Andersens stilling er ikke nedlagt, men ændret. I overensstemmelse med vederlagspolitikken og Tine Smedegaard Andersens kontrakt har hun derfor krav på seks måneders godtgørelse. Tine Smedegaard Andersen modtager derfor seks måneders godtgørelse i henhold til indgået fratrædelsesaftale,' skriver DR.

Sammenlagt blev 382 stillinger nedlagt. Kun 64 medarbejdere har takket ja til en frivillig fratrædelse.

Radiokanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz var også blandt ofrene under den store sparerunde.

Programmer som 'DR2 Dagen', 'Antikduellen' og 'Guld i købstæderne' blev nedlagt. Det blev også meldt ud, at der generelt blev skåret kraftig på sport, underholdning, udenlandsk fiktion og livsstil.